Ved fastsættelsen af erstatning for en ekspropriation, jf. § 22, eller ved aftale om opkøb, jf. § 22 og § 34, kan den, over for hvem ekspropriationen gennemføres, kræve, at ejendommens værdi skal beregnes uden hensyn til den værdinedsættelse, der skyldes forureningsfare fra den forurenede ejendom, hvis den pågældende var i god tro ved erhvervelsen af ejendommen. Er eller kunne ejeren være adressat for et påbud efter lovens kapitel 4 a eller 5 eller kapitel 3 i miljøskadeloven, beregnes ejendommens værdi dog under hensyn til forureningen.
Stk. 2 Erstatningsfastsættelse og fastsættelse af ejendommens værdi i sager om ekspropriation, jf. § 22, og ved aftale om opkøb, jf. § 22 og § 34, foretages i mangel af enighed af de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje § 51, stk. 1 og 3-7, §§ 52-56 samt §§ 58 a-66 finder tilsvarende anvendelse, idet det dog er regionsrådet, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.