Når andre end miljømyndighederne ved udførelse af foranstaltninger efter denne lov har forvoldt skade på anden mands ejendom, kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre erstatningskrav gældende over for miljømyndigheden, når der ikke kan opnås enighed om erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen ikke kan dække erstatningskravet.
Stk. 2 Når miljømyndigheden har dækket et erstatningskrav i medfør af stk. 1, indtræder myndigheden i skadelidtes erstatningskrav mod den, der har forvoldt skaden.
Stk. 3 Erstatningsfastsættelser efter stk. 1 og 2 samt erstatningsfastsættelser vedrørende skader, der er forårsaget ved miljømyndighedernes udførelse af foranstaltninger efter denne lov, foretages i mangel af enighed af de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 51-56 samt §§ 58 a-66 finder tilsvarende anvendelse, idet det dog er miljømyndigheden, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.
Stk. 4 Hvis det af en påbudt undersøgelse, jf. § 40, fremgår, at der ikke er konstateret forurening på det undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvist kan henføres til påbudsadressaten, skal den miljømyndighed, der har påbudt undersøgelsen, dække de udgifter, som påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbuddet.