Factoring

Definition af factoring

En almindeligt brugt finansieringsform i blandt andet detailhandlen, hvor den erhvervsdrivende sælger sine fordringer til et factoringselskab, der derefter inddriver fordringen hos kunden.

Hvis eksempelvis en forbruger køber et fjernsyn for kr. 10.000 på afbetaling, så kan forretningen vælge at sælge fordringen til et factoringselskab til hvad der normalt er en lavere kurs end kurs 100. Sælges fordringen til kurs 85, får forretningen dermed kr. 8.500 af factoringselskabet. Forretningen får således betaling hurtigere end ellers (likviditet). Factoringselskabets indtjening ligger så i diskonteringen på kr. 1.500, samt i renter og eventuelle gebyrer i forbindelse med inddrivelsen.

Mellem factoringselskabet og den erhvervsdrivende aftales det normalt, om factoringselskabet overtager risikoen for fordringen eller kun en del heraf.