Man har forsæt til at gøre noget, hvis man gør det "med vilje".

Begrebet anvendes både inden for erstatningsretten og inden for strafferetten.

Inden for strafferetten taler man om, at gerningsmanden har forsæt til et retsbrud ikke bare hvis han bevidst går efter at foretage retsbruddet, men også hvis han burde indse, at hans handlinger med overvejende sandsynlighed vil medføre det pågældende retsbrud.

I straffeloven er forsæt den grundlæggende betingelse for, at man kan ifalde en straf, jf. straffelovens § 19, hvorefter uagtsomhed kun straffes, hvis det specifikt er nævnt i deliktet, at uagtsomhed er strafbart. Inden for særlovgivningen kræves der derimod som udgangspunkt ikke forsæt.