En generalklausul er en lovbestemmelse, som bevidst er formuleret så generelt, at dens nærmere indhold senere må afgrænses. Generalklausuler er med andre ord typisk vagt formuleret. Man kan også sige, at de er generelt formuleret i betydningen modsat specifikt. En generalklausuls nærmere retsvirkning overlades reelt til domstolene. Lovgiver vælger ofte at benytte generalklausuler, hvor det forventes, at frivillig brancheregulering eller administrativ praksis vil skabe normer, eller hvor man vil se handelspraksis eller teknologisk udvikling an, eller hvor det forventes, at der vil være så mange sager hos domstolene, at disse hurtigt vil skabe retspraksis. Generalklausuler anvendes også ofte som en slags opsamlingsbestemmelse efter lovgiver har opridset mere specifikke retsregler. Som eksempler på generalklausuler kan nævnes aftalelovens § 36 om urimelige aftaler, markedsføringslovens §§ 3 og 4 om god markedsføringsskik og god erhvervsskik, og opsamlingsbestemmelsen i offentlighedslovens § 33, stk. 1, nr. 5 om begrænsning af retten til aktindsigt i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelsen af væsentlige hensyn til "private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets karakter er påkrævet".