En kaution er et løfte, som en fysisk eller juridisk person, kautionisten, afgiver over for en kreditor, hvormed kautionisten påtager sig en (sekundær) hæftelse for, at en debitor, undertiden kaldet hovedmanden, opfylder sine (primære) forpligtelser over for kreditor.

Kautionisten indestår dermed for, at debitor opfylder sine forpligtelser over for kreditor, og kautionen udgør således en sikkerhed stillet af en tredjemand. Kautionsforpligtelsen bliver først aktuel, hvis debitor misligholder sin forpligtelse over for kreditor.

Man taler om, at kautionen er en personlig sikkerhed, modsat f.eks. pant, som giver sikkerhed i ting eller en fordring, og som kaldes en reel sikkerhed.

De fleste regler om kautioner er dommerskabte regler udviklet i den almindelige obligationsret, og er generelt set ikke lovreguleret. Gældsbrevslovens § 61 bestemmer dog, at gældsbrevslovens § 2 også gælder for samkautioner. I nyere tid er kautioner dog blevet genstand for øget regulering, f.eks. i lov om finansiel virksomhed §§ 47 og 48 som opstiller en række formelle krav til kautioner stiller over for pengeinstitutter. Også selvfinansieringsforbuddet i selskabslovens § 206 og forbuddet mod at yde økonomisk bistand til kapitalejere og ledelsesmedlemmer i § 210 indeholder en reel begrænsning i adgangen til at stille kaution.