Manglende opfyldelse af en kontraktlig forpligtelse betegnes misligholdelse.

Grundlæggende taler man om to former for misligholdelse: Forsinkelser og mangler.

Hvorvidt en part er i misligholdelse beror ofte på en vurdering af, hvad der er aftalt, og af hvad parterne med rimelighed kunne forvente, selvom det ikke er specifikt aftalt. Købelovens §§ 21-37 og 74 omhandler forsinkelse, mens §§ 42-54 omhandler mangler. Købelovens §§ 75a og 76, som kun gælder direkte for forbrugerkøb, anses for kodificering af det i retspraksis udviklede begreber om mangelsbegrebi den almindelige obligationsret. Det er altså samme momenter, man vil lægge vægt på uden for forbrugerkøb.

Mangelsbegrebet anvendes ikke kun i obligationsretten, men overalt i formueretten. Inden for visse områder, har lovgiver nærmere specificeret, hvad der kræves for kontraktmæssigt levering, og dermed omvendt, hvornår der foreligger misligholdelse. Et eksempel herpå er lejelovens kapitel III.

Når en part misligholder, har den eller de andre parter i kontrakten en række misligholdelsesbeføjelser, som enten følger af baggrundsretten, f.eks. lovgivingen, eller som følger af kontrakten, såkaldte aftalte misligholdelsesbeføjelser.