En bemærkning i en dom, som ikke har betydning for dommens resultat. Betegnelsen kommer af det latinske "obiter", som direkte oversat betyder noget i retning af "tilfældig" og "dictum", som betyder noget i retning af "udsagn", "udtalelse" eller "regel". På dansk kunne man kalde obiter dictum et forresten eller et i øvrigt.

Obiter dicta er således i princippet ikke en del af de præmisser, som retten bygger sin begrundelse op omkring og obiter dicta har derfor ikke betydning for sagens udfald, modsat ratio decidendi. Idet et obiter dictum ikke er nødvendigt for begrundelsen kunne man sige, at hvis et obiter dictum udelades af begrundelsen burde dommeren i princippet komme frem til samme resultat. Ofte benyttes obiter dicta dog forklarende, hvor dommeren skriver at idet faktum er A, så følger det at B, men havde faktum nu været C, så ville D have gjaldt.

I den almindelig retslære taler man om, at obiter dicta ikke har samme vægt som de egentlige begrundelser fra domstolene. Obiter dicta fra overordnede retter antages at have vejlende præjudikatsværdi.

Danske afgørelser er i forvejen ofte meget kortfattede, og det er derfor ikke overraskende, at obiter dicta er sjældne. Danske jurister kender således mest obiter dicta fra EU-retten, hvor EU-domstolen ikke har samme anstrengte forhold til at begrundelse sine domme. Eftersom det ikke altid er tydeligt, hvornår en præmis er et obiter dictum, giver det så den udfordring, at man efterfølgende kan diskutere, hvilke dele af en doms præmisser, som blot er vejledende obiter dicta, og hvilke dele, der skal tillægges bindende betydning.

Selvom vi kender obiter dictum fra EU-retten, er begrebet udviklet i den engelske common law.