Objektive ansvarsfrihedsgrunde er forhold, som efter culpareglen gør, at en skadevolder alligevel ikke er pligtig til at betale erstatning for et tab eller en skade, selvom der foreligger culpa, kausalitet, og adækvans.

De objektive ansvarsfrihedsgrunde består af nødværge, nødret, negotiorum gestio og samtykke, herunder accept af risiko.

Fælles for de objektive ansvarsfrihedsgrunde er, at de fritager for erstatningsansvar. Selvom den adfærd, der har ført til skaden, almindeligvis ville være retsstridig, så anses adfærden alligevel ikke for retsstridig, fordi adfærden i det konkrete tilfælde anses for at have en nytteevne, som er vigtigere end skadeevnen.

I læsning af domme kan det være svært at genkende anvendelsen af objektive ansvarsfrihedsgrunde. Ofte konstateres det blot, at skadevolder "ikke har handlet retsstridigt".