Præcedens

Definition af præcedens

En retsafgørelse siges at danne præcedens, hvis den har betydning ikke bare for sagens parter men også for, hvordan lignende sager afgøres i fremtiden.

Tilsvarende kan man sige, at domme og kendelser som danner præcedens, skaber eller bekræfter en retstilstand.

I hvilket omfang præcedens er bindende for andre domstole er omtvistet efter dansk ret.

Der er næppe nogen tvivl om, at domme afsagt af Højesteret respekteres som en vigtig retskilde af alle andre danske retter. Men det er nok tvivlsomt, i hvilket omfang, landsretter og byretter føler sig decideret bundet af højesterets præcedens. Snarere end at udtrykke, at hun ikke føler sig bundet af præcedens fra en højere instans, vil en dommer nok pege på momenter i sagen, som adskiller sig fra den sag, der har været for den højere ret.

Alt andet lige er det også mere sjældent, at ens sager opstår i en lille jurisdiktion som Danmark end i større jurisdiktioner, og hertil kommer, at det kun er en brøkdel af de danske domme og kendelser, som bliver offentliggjort og dermed kendt af andre dommere.

Hvor det således er lettere at finde præcedens inden for retsområder med talrige ensartede sager, som eksempelvis strafferet, erstatningsret, lejeret eller ansættelsesret, søger man ofte forgæves inden for andre retsområder som eksempelvis selskabsret.