Præklusion betegner den regel, at en part som udgangspunkt er afskåret fra at fremkomme med nye påstande, gøre nye anbringender gældende eller føre nye beviser, når sagens forberedelse af afsluttet. Baggrunden for reglen er, at modparten ville være dårligt stillet i forhold til at varetage sin sag, hvis modparten helt frem til hovedforhandlingen risikerede, at der kunne komme nye påstande, anbringender og beviser, som man ikke havde haft mulighed for at sætte sig ind i. Hvis en part efter afslutningen af en civil sags forberedelse ønsker at udvide de påstande, parten har fremsat, eller at fremsætte nye anbringender, eller at føre nye beviser, kan det som udgangspunkt derfor kun ske med rettens tilladelse, jf. retsplejelovens § 358. 

Præklusion betegner også den sanktion, som en parts manglende efterkommelse af at foretage processkrift kan medføre. Præklusionen går her ud på, at parten som har undladt at foretage visse processkridt inden en frist, herefter af retten afskæres fra at gøre det. Hvis en part eksempelvis undlader at tage stilling til et spørgsmål om syn og skøn, som retten har anmodet om, at parten tager stilling til, kan retten bestemme, at parten herefter er afskåret herfra. Præklusion er en mildere sanktion end udeblivelsesvirkning, og præklusion kan derfor indtræde uden at parten først er advaret herom.