Uagtsomhed

Definition af uagtsomhed

Henset til, at uagtsomhed er et helt centralt begreb inden for erstatningsretten og strafferetten, er det vel lidt mærkeligt, at der ikke findes nogen fast definition af begrebet.

Traditionelt har man inden for erstatningsretten anset en person for at have handlet uagtsomt, hvis vedkommende ikke udviste den forsigtighed og omhu, man kunne forvente af "en god familiefader" - en bonus pater. Man taler om, at personen har tilsidesat den agtpågivenhed, som der kræves. Rent praktisk ser man på, om personen burde indse, at hans handling eller undladelse ville volde skade - altså om det var påregneligt for personen.

Andre taler om, at domstolene i dag anlægger en mere objektiv bedømmelse af adfærden og i stedet ser på, om handlingen eller undladelsen afviger fra et anerkendt adfærdsmønster, f.eks. et adfærdsmønster, som lovgivningen kræver. Her ser man altså ikke på, hvad personen kunne påregne.

Nogen mener, at man inden for strafferetten anvendes den traditionelle subjektive opfattelse af begrebet, hvor man ser på, hvad gerningsmanden kunne påregne. Det kan dog være vanskeligt at se i de ofte kortfattede domme, om domstolene anvender den traditionelle, subjektive form for uagtsomhed mere inden for strafferetten, end inden for erstatningsretten.

Der skelnes ofte mellem simpel uagtsomhed og grov uagtsomhed.