Kemikalieloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af kemikalieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kemikalier

Lov nr. 212 af 23. maj 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 2023

Kapitel 5 Salg af giftige stoffer og blandinger m.v.
§ 24

Meget giftige og giftige stoffer og blandinger må kun sælges mod rekvisition. Dette gælder dog ikke salg til de i § 25, stk. 1, nævnte virksomheder, institutioner og personer.

Stk. 2 Rekvisitionen skal indeholde en nærmere angivelse af det formål, hvortil det pågældende stof eller den pågældende blanding ønskes anvendt. Rekvisitionen skal af politiet være forsynet med en påtegning om, at politiet tillader udlevering til det angivne formål.

Stk. 3 Meget giftige og giftige stoffer og blandinger må ikke sælges til personer under 18 år eller i øvrigt overlades til personer, som må antages at ville forvolde skade på sig selv eller deres omgivelser.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte stoffer og blandinger kun må importeres af de i § 25, stk. 1, nævnte virksomheder, institutioner og personer. Ministeren kan herunder fastsætte bestemmelser om vilkår for en sådan import.

Stk. 5 Ministeren kan fastsætte regler om rekvisitionernes form og indhold samt retningslinjer for politiets påtegning af disse. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at rekvisition i visse tilfælde ikke kræves.

§ 25

Meget giftige og giftige stoffer og blandinger må uden rekvisition sælges til

  • 1)  

    • a) sygehuse,

    • b) videnskabelige og tekniske laboratorier og institutioner, som drives af staten, regionerne eller kommunerne,

    • c) godkendte teknologiske serviceinstitutter, jf. lov om teknologi og innovation,

    • d) laboratorier og institutioner, der er akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af European co-operation for Accreditations multilaterale aftale om gensidig anerkendelse,

    • e) virksomheder, der i henhold til lægemiddelloven har Sundhedsstyrelsens tilladelse til at fremstille og forhandle lægemidler, herunder apoteker,

    • f) højere uddannelsesinstitutioner, teknika, gymnasieskoler og studenterkurser, hf-kurser, lærerseminarier, tekniske skoler, handelsskoler og social- og sundhedsskoler,

    • g) læger, tandlæger og dyrlæger,

  • 2) virksomheder, som fremstiller meget giftige og giftige stoffer og blandinger, og andre virksomheder, som anvender sådanne stoffer og blandinger som råvarer eller hjælpemidler, når disse virksomheder har givet meddelelse herom til Arbejdstilsynet,

  • 3) virksomheder, som sælger meget giftige og giftige stoffer og blandinger til videre forhandling eller til de i nr. 1 og nr. 2 nævnte virksomheder, institutioner og personer, og som har givet meddelelse herom til miljøministeren, og

  • 4) andre forhandlere end de i nr. 3 nævnte, dog kun for så vidt angår de stoffer og blandinger, som er omfattet af en tilladelse meddelt efter stk. 3.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om den i stk. 1, nr. 3, omhandlede meddelelse til miljøministeren og efter forhandling med beskæftigelsesministeren om den i stk. 1, nr. 2, omhandlede meddelelse til Arbejdstilsynet, herunder om fornyet meddelelse og om meddelelsens indhold og form.

Stk. 3 Kun apotekere og de forhandlere, der på nærmere bestemte vilkår har fået tilladelse hertil af ministeren, må sælge meget giftige og giftige stoffer og blandinger til andre virksomheder, institutioner og personer end de i stk. 1 nævnte.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om, at en tilladelse efter stk. 3 betinges af, at forhandleren betaler et gebyr til dækning af tilsynet med, at vilkårene for tilladelsen overholdes.

§ 26

Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang virksomheder, institutioner og personer, der sælger meget giftige eller giftige stoffer og blandinger, skal føre, opbevare og forevise en fortegnelse over modtagerne af disse stoffer og blandinger, samt i hvilket omfang de i § 24 nævnte rekvisitioner skal opbevares.

§ 27

Ministeren kan fastsætte yderligere regler end dem, der følger af §§ 24-26, for salg af stoffer og blandinger, som er omfattet af regler udstedt i medfør af § 35, for salg af biocidmidler, som skal godkendes efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, og for salg af plantebeskyttelsesmidler, som skal godkendes efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1197/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om,

  • 1) at visse nærmere angivne stoffer og blandinger, der falder ind under § 24, stk. 1, skal være undtaget fra reglerne i §§ 24-26, og

  • 2) at andre stoffer og blandinger end dem, der falder ind under § 24, stk. 1, skal være omfattet af reglerne i §§ 24-26.

§§ 28-29

(Ophævet)