Kapitel 3 Skattekort og skattebilletter
Skatteforvaltningen udarbejder og udsender de i kildeskattelovens afsnit V nævnte skattekort m.v. og skattebilletter. Der dannes i november i året før indkomståret en forskudsopgørelse til de skattepligtige med oplysning om grundlaget for beregningen af forskudsskatten.
Stk. 2 Forskudsopgørelsen er tilgængelig for den skattepligtige i den skattepligtiges skattemappe på Skatteforvaltningens hjemmeside (www.skat.dk), når den dannes. En anmodning om at måtte modtage en forskudsopgørelse i papirudgave kan ske ved skriftlig eller mundtlig, herunder personlig, henvendelse til Skatteforvaltningen og imødekommes, når forskudsopgørelsen er dannet.
Det samlede fradrag på skattekortet beregnes som forskellen mellem på den ene side A-indkomsten, dog bortset fra kontant udbetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af efterlønsbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 A og kontant tilbagebetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af fleksydelsesbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 B, og på den anden side summen af forskudsskatten, som nævnt i stk. 2, ganget med 100 og delt med indeholdelsesprocenten før forhøjelse til nærmeste hele procent og før indregning af indeholdelsesprocent for lønindeholdelse efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er det beregnede skattekortfradrag negativt, sættes det til 0. I det omfang forskudsskatten efter stk. 2 ikke kan indeholdes i A-indkomsten, dog bortset fra kontant udbetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af efterlønsbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 A og kontant tilbagebetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af fleksydelsesbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 B, udfærdiges skattebillet på det overskydende skattebeløb, jf. dog § 12.
Stk. 2 Forskudsskatten opgøres som den skat, dog bortset fra A-skat af kontant udbetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af efterlønsbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 A og kontant tilbagebetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af fleksydelsesbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 B, der kan beregnes på grundlag af den samlede forskudsregistrerede indkomst, med tillæg af eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og forventet skat efter ejendomsskattelovens § 31 og med fradrag af følgende beløb:
-
1) Udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 67, stk. 1, 1. pkt.
-
2) Virksomhedsskat refunderet efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3, 2. pkt., § 13, stk. 1, 3. pkt., § 22 b, stk. 5, og § 22 d, stk. 2.
-
3) Indeholdte arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens §§ 49A- 49D.
Indregnede restskatter, lønindeholdte beløb efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og arbejdsmarkedsbidrag samt A-skat inddækkes i følgende dækningsrækkefølge:
-
1) Lønindeholdte beløb efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
-
2) Indregnet restskat.
-
3) Arbejdsmarkedsbidrag for det aktuelle indkomstår.
-
4) A-skat for det aktuelle indkomstår.
Opgørelsen af lønindeholdte beløb efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foretages af Skatteforvaltningen på grundlag af den indeholdelsesprocent for A-skat henholdsvis den lønindeholdelsesprocent, som har dannet grundlag for indeholdelsesprocenten ifølge det skattekort eller bikort, der er gyldigt på tidspunktet for indeholdelsen, jf. § 13, stk. 2, og § 14, stk. 4, i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Stk. 2 Nedsættes det samlede beløb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdelse efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, efter at Skatteforvaltningen har foretaget en fordeling efter stk. 1, fragår nedsættelsesbeløbet i den opgjorte A-skat forud for det lønindeholdte beløb efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Stk. 3 Skatteforvaltningen sender de lønindeholdte beløb efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til restanceinddrivelsesmyndighedens it-system.
Forskudsskat, der efter § 9, stk. 1, 3. pkt., skal opkræves ved skattebillet, opkræves dog ved indeholdelse i A-indkomsten, såfremt
-
1) de overskydende skattebeløb, jf. § 9, stk. 1, 3. pkt., ikke overstiger et grundbeløb på 82.100 kr. (2010-niveau), og,
-
2) den derved beregnede uafrundede indeholdelsesprocent før indregning af indeholdelsesprocent for lønindeholdelse efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke overstiger skatteloftsprocenten, jf. personskattelovens § 19, med tillæg af kirkeskatteprocenten.
Stk. 2 Beløbet i stk. 1 reguleres årligt efter personskattelovens § 20.
Stk. 3 Skattepligtige, hvis indeholdelsesprocent er forhøjet som følge af indregning af overskydende skattebeløb i indeholdelsesprocenten, kan anmode Skatteforvaltningen om at blive undtaget fra reglen i stk. 1.
Har Skatteforvaltningen udstedt et frikort, hvorefter der ikke skal foretages indeholdelse i A-indkomst indtil et vist maksimalbeløb, nedskrives maksimalbeløbet med A-indkomst, som indberettes til indkomstregistret, dog bortset fra kontant udbetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af efterlønsbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 A og kontant tilbagebetaling og overførsel til en udenlandsk pensionsordning af fleksydelsesbidrag som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 49 B. Skatteforvaltningen udsteder et nyt frikort med intervaller, som fastsættes af Skatteforvaltningen. Er hele maksimalbeløbet fuldt ud nedskrevet, udsteder Skatteforvaltningen frikortets trækprocent med et maksimalt beløb på 0 kr.
Stk. 2 Hvis Skatteforvaltningen efter kildeskattelovens § 48, stk. 7, 4. pkt., i stedet for et frikort udsteder et skattekort uden fradragsbeløb, opgør Skatteforvaltningen det maksimalbeløb, der skulle have været påført et frikort, hvis der ikke skulle foretages lønindeholdelse efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Maksimalbeløbet nedskrives efter stk. 1, 1. pkt. Stk. 1, 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Ophører lønindeholdelsen forud for, at maksimalbeløbet er fuldt ud nedskrevet, udsteder Skatteforvaltningen i stedet et frikort.
Indeholdelsespligtige, som ikke kan modtage relevante skattekort elektronisk, indsender efter Skatteforvaltningens nærmere bestemmelse oplysninger til Skatteforvaltningen om de personer, de udbetaler A-indkomst til. Skatteforvaltningen udskriver på grundlag af disse oplysninger relevante skattekort vedrørende de pågældende og sender disse til den indeholdelsespligtige. Skatteforvaltningen sender automatisk senere opdateringer af relevante skattekort til den indeholdelsespligtige.
Stk. 2 I regnskabsmaterialet skal den indeholdelsespligtige notere indeholdelsesprocent og eventuelle skattekortfradrag. Er der udstedt frikort, noteres det maksimale indkomstbeløb, der kan udbetales uden skattetræk. Den indeholdelsespligtige skal endvidere opbevare tilsendte relevante skattekort efter stk. 1 som en del af regnskabsmaterialet.