Kapitel 4 Registrering af indeholdelsespligtige
Enhver, der er indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens afsnit V og VI, skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt.
Stk. 2 Ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, skal meddeles Skatteforvaltningen inden 8 dage efter, at ændringen er indtrådt.
Stk. 3 Indeholdelsespligtige, som beskæftiger personer, der beskattes efter kildeskattelovens § 48 B eller har valgt vederlaget beskattet efter kildeskattelovens § 48 F, skal give meddelelse herom, jf. stk. 1, efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.
Efter tilmeldingen, jf. § 16, stk. 1, tildeles den indeholdelsespligtige et cvr-/SE-nummer. Det tildelte nummer samt de oplysninger, den indeholdelsespligtige har afgivet ved sin tilmelding, anføres på et registreringsbevis, der sendes til den indeholdelsespligtige. Der kan tildeles en indeholdelsespligtig flere SE-numre, hvis der føres særskilt regnskab for de enkelte virksomheder.
Stk. 2 Hvis der mellem flere selvstændigt registrerede indeholdelsespligtige består et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet, kan der meddeles tilladelse til, at indbetaling af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag sker under ét. Skatteforvaltningen kan i konkrete tilfælde dispensere fra kravet om, at der skal bestå et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet.