Klientkontovedtægten § 18

Denne konsoliderede version af klientkontovedtægten er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler

Bekendtgørelse nr. 1209 af 28. september 2025

§ 18

Såfremt det med føje må antages, at en af de i § 1 nævnte personer, fællesskaber af advokater eller advokatselskaber groft har tilsidesat denne vedtægts bestemmelser, kan Advokatrådet bestemme, at den pågældende ikke uden samtykke af en kontrolførende advokat, der udpeges af rådet, må hæve på klientbankkonti.

Stk. 2 Den, der er underlagt kontrol i henhold til stk. 1, er pligtig efter anmodning at give rådet eller den kontrolførende advokat oplysninger om sin forretningsførelse, ligesom pågældende skal give adgang til alt materiale, som den kontrolførende advokat eller rådet skønner har betydning for udøvelsen af kontrollen.

Stk. 3 Hævning på klientbankkonti kan godkendes, når den kontrolførende advokat har modtaget tilstrækkelig dokumentation i form af:

  • 1) Udskrift af ajourført sags-/klientkontokort, klientbankkontoudskrifter samt opgørelse af det samlede tilsvar, og

  • 2) grundlaget for den konkrete overførsel, herunder at modtagerkontoen tilhører den, der er berettiget til beløbet.