Købeloven Om bestemmelse af købesummen

Denne konsoliderede version af købeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om køb

Lov nr. 102 af 6. april 1906,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1853 af 24. september 2021,
som ændret ved lov nr. 1173 af 8. juni 2021

Om bestemmelse af købesummen

§ 5

Er køb sluttet, men intet aftalt om købesummens størrelse, har køberen at betale, hvad sælgeren fordrer, for så vidt det ikke kan anses for ubilligt.

§ 6

Er i handelskøb regning (faktura eller nota) tilstillet køberen, og gør han ikke, såsnart ske kan, indsigelse mod den i regningen anførte pris, er han pligtig at betale denne, medmindre lavere pris oplyses at være aftalt, eller regningen er åbenbart urimelig.

§ 7

Skal købesummen beregnes efter tal, mål eller vægt, bliver mængden på det tidspunkt, da faren for salgsgenstandens hændelige undergang går over på køberen, at lægge til grund for beregningen.

§ 8

Skal købesummen beregnes efter varens vægt, antages indpakningens vægt (taravægten) at skulle fradrages.