Om udbytte af salgsgenstanden
Udbytte, som vindes af salgsgenstanden inden leveringstiden, tilkommer sælgeren, medmindre det med grund kunne påregnes først at ville falde senere.
Stk. 2 Udbytte, som vindes efter leveringstiden, tilfalder køberen, medmindre det med grund kunne påregnes allerede at ville falde forinden.
Køb af aktie omfatter det udbytte, som ikke var forfalden på den tid, da købet sluttedes.
Stk. 2 Er eller bliver der til aktien knyttet ret til at tegne ny aktie, nyder køberen godt heraf.
Køb af rentebærende skriftlig fordring omfatter de ved købet eller, hvis senere levering skal finde sted, de ved leveringstiden påløbne, men endnu ikke forfaldne renter. Fremgår det ikke af omstændighederne, at fordringen er solgt som usikker, bliver det til renterne svarende beløb at betale i tillæg til købesummen og samtidig med denne.