Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.
Stk. 2 Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.
Stk. 3 Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af
-
1) et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi eller
-
2) personoplysninger, medmindre oplysningerne udelukkende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at opfylde retlige krav.
Stk. 4 Stk. 3 finder ikke anvendelse på aftaler vedrørende
-
1) andre tjenesteydelser end digitale tjenesteydelser, uanset om der anvendes digitale former eller midler til at skabe resultatet af tjenesteydelsen eller til at levere eller overføre det til forbrugeren,
-
2) elektroniske kommunikationstjenester med undtagelse af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, jf. § 2, nr. 9 og 20, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,
-
3) sundhedsydelser, der leveres af autoriserede sundhedspersoner til patienter for at vurdere, bevare eller genetablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og levering af lægemidler og medicinsk udstyr,
-
4) tjenester, der involverer at vædde et pengebeløb i hasardspil, herunder spil med et element af færdigheder, såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og væddemål, ved hjælp af elektroniske midler eller enhver anden teknologi til lettelse af kommunikation og på individuel anmodning af en modtager af sådanne tjenester,
-
5) finansielle tjenesteydelser, jf. § 3, nr. 4, i lov om forbrugeraftaler,
-
6) software, som tilbydes i henhold til en free and open source-licens, hvor der ikke betales et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, og hvor de personoplysninger, som køberen afgiver, udelukkende behandles med henblik på at forbedre den specifikke softwares sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet,
-
7) digitalt indhold, der stilles til rådighed for offentligheden på anden måde end ved signaltransmission som led i en forestilling eller et arrangement, såsom digitale filmforevisninger, eller
-
8) digitalt indhold, der leveres af offentlige myndigheder i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.
Stk. 5 Omfatter en aftale elementer vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer vedrørende levering af andre tjenester, finder loven anvendelse på elementerne vedrørende det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Stk. 6 Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens regler om digitalt indhold og digitale tjenester ikke anvendelse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand som defineret i § 3 a, nr. 4, og som leveres sammen med løsøregenstanden i henhold til købsaftalen vedrørende denne løsøregenstand, uanset om et sådant digitalt indhold eller en sådan digital tjeneste leveres af sælgeren eller tredjemand. Er der tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand, udgør en del af købsaftalen, formodes det digitale indhold eller den digitale tjeneste at være omfattet af købsaftalen.
Stk. 7 Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens regler om digitalt indhold uanset stk. 6 anvendelse på et fysisk medium, der udelukkende bruges som bærer af digitalt indhold.
Stk. 8 Køb af levende heste anses ikke som forbrugerkøb.