Kolonihaveloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af kolonihaveloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kolonihaver

Lov nr. 476 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 21. juni 2007,
som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, lov nr. 484 af 11. maj 2010, lov nr. 580 af 18. juni 2012, lov nr. 645 af 12. juni 2013, lov nr. 86 af 28. januar 2014, lov nr. 1658 af 20. december 2016 og lov nr. 1790 af 28. december 2023

Kapitel 4 1 Tilbudspligt
§ 6

I ikke varige kolonihaveområder skal ejeren tilbyde lejerne at overtage ejendommen på andelsbasis, inden ejendommen overdrages til anden side.

Stk. 2 Hvis ejendommen ejes af DSB, skal DSB, såfremt lejerne ikke ønsker at overtage ejendommen, tilbyde miljøministeren at overtage ejendommen.

Stk. 3 Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse i kolonihaveområder, der ejes af statslige myndigheder eller kommuner.

§ 7

Tilbudspligten opfyldes ved, at ejeren over for samtlige lejere fremsætter tilbud om, at en af lejerne dannet andelshaveforening kan erhverve ejendommen til samme købesum, kontante udbetaling og øvrige vilkår, som ejeren kan opnå ved salg til anden side. Vilkårene skal være af et sådant indhold, at de kan opfyldes af en andelsforening. Acceptfristen skal være mindst 10 uger, dog således, at der ved beregning af fristen ses bort fra juli måned.

Stk. 2 Tilbudet skal ledsages af dokumentation for, at ejeren ved salg til anden side kan opnå de tilbudte vilkår.

Stk. 3 Hvis ejendommen ejes af DSB, underretter DSB samtidig miljøministeren om tilbudet til lejerne.

Stk. 4 Ejeren kan afvise andelsforeningens accept, hvis ikke mindst halvdelen af lejerne på accepttidspunktet er medlemmer af foreningen, eller hvis foreningen ikke på anfordring dokumenterer, at den kan betale den krævede udbetaling.

Stk. 5 Bliver et tilbud fra DSB ikke accepteret af lejerne, kan miljøministeren inden for en frist på 14 dage acceptere tilbudet.

Stk. 6 Er tilbudet fra ejeren ikke accepteret rettidigt af lejerne eller, hvis ejendommen ejes af DSB, af miljøministeren, kan ejendommen sælges på de tilbudte vilkår i 2 år regnet fra udløbet af fristen for lejernes henholdsvis miljøministerens accept.