Varige kolonihaveområder er
-
1) kolonihaveområder, der er taget i brug inden 1. november 2001, medmindre ejeren af et område senest den nævnte dato skriftligt har meddelt Miljøministeriet, at området ikke skal være et varigt kolonihaveområde, og ejeren ikke herefter skriftligt har meddelt Miljøministeriet, at området skal være et varigt kolonihaveområde,
-
2) kolonihaveområder, der tilhører statslige myndigheder, bortset fra områder, hvor der af sikkerhedsgrunde er eller bliver fastsat særlige adgangs- og benyttelsesindskrænkninger, og
-
3) områder, der efter 1. november 2001 tages i brug som kolonihaveområde.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i stk. 1.
Stk. 3 En kommunalbestyrelse, der som ejer af et kolonihaveområde overvejer at meddele Miljøministeriet, at området ikke skal være et varigt kolonihaveområde, skal inden meddelelsen til ministeriet offentliggøre et forslag herom og indkalde brugerne af området til et møde om sagen. Andre ejere af et kolonihaveområde skal give brugerne af området en skriftlig orientering med en frist på 4 uger, inden de meddeler Miljøministeriet, at området ikke skal være et varigt kolonihaveområde. Kommunalbestyrelsens offentliggørelse af forslaget skal ske med en frist på mindst 4 uger for afgivelse af indsigelser m.v. mod forslaget.
Stk. 4 Miljøministeren kan forlange, at de i stk. 1, nr. 1, nævnte meddelelser afgives i en bestemt form.