Kommunal- og regionalvalgloven Kapitel 11 a

Denne konsoliderede version af kommunal- og regionalvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunale og regionale valg

Lov nr. 140 af 8. marts 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1381 af 5. december 2024

Kapitel 11 a Bindende kommunale folkeafstemninger
§ 105a

Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes efter §§ 9 b og 9 c i lov om kommunernes styrelse.

§ 105b

Enhver, der på dagen for folkeafstemningen har valgret efter §§ 1 og 1 a til kommunalbestyrelsen og er optaget på valglisten, har ret til at deltage i folkeafstemningen.

§ 105c

Kommunalbestyrelsen bekendtgør senest 4 uger før dagen for folkeafstemningen på kommunens hjemmeside og i de stedlige dagblade eller lokalaviser en meddelelse om det eller de spørgsmål, der skal afholdes folkeafstemning om, jf. § 9 b, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, samt dag og tid for afstemningen.

§ 105d

Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at afholde en folkeafstemning efter § 9 b, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en valgliste over kommunens vælgere og udsende valgkort i overensstemmelse med reglerne i kapitel 2 for kommunale valg, dog med de ændringer, der følger af afstemningens ugedag og af stk. 2 og 3 og de regler, der fastsættes i medfør af stk. 4 og 5.

Stk. 2 Afholdes en kommunal folkeafstemning samme dag som et landsdækkende eller kommunalt og regionalt valg eller en landsdækkende folkeafstemning, skal valgkortene til den kommunale folkeafstemning have en anden udformning end de valgkort, der benyttes ved de øvrige afstemninger.

Stk. 3 Folkeafstemningen foregår i de samme afstemningsområder som valg til Folketinget.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om optagelse på valglisten af personer, der har valgret efter § 1, stk. 1, nr. 2, uden at være bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR) eller efter § 1, stk. 2, og om disse personers anmeldelse af tilflytning til en anden kommune og fraflytning til udlandet.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for udarbejdelsen af valglisterne og disses indretning.

§ 105e

Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at afholde en folkeafstemning efter § 9 b, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, skal kommunalbestyrelsen vælge valgbestyrelse, valgstyrere og tilforordnede vælgere i overensstemmelse med § 14, § 15, stk. 1 og 2, § 16, stk. 1, 2, 4 og 6, § 17, stk. 1, og § 18 for kommunale valg med de opgaver, der er nævnt i disse bestemmelser, dog med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, tidspunkt og afholdelsesmåde og af stk. 2-4 og de regler, der fastsættes i medfør af stk. 5.

Stk. 2 Valgbestyrelsen skal vælges senest 4 uger før afstemningsdagen.

Stk. 3 Valgbestyrelsen varetager følgende opgaver:

  • 1) Tilvejebringer stemmesedler og opslag.

  • 2) Forestår den endelige opgørelse af stemmeafgivningen (fintællingen).

  • 3) Forestår opgørelsen af afstemningen.

Stk. 4 Valgbestyrelsen fører en valgbog, hvori alle væsentlige oplysninger om afstemningen og resultatet heraf indføres. Valgstyrerne fører en afstemningsbog, hvori alle væsentlige oplysninger om afstemningen i afstemningsområdet og resultatet heraf indføres.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om valgbogens og afstemningsbogens indhold og udformning.

§ 105f

På stemmesedlerne ved folkeafstemninger skal ordene Ja og Nej være trykt klart adskilt.

Stk. 2 Stemmesedlerne skal være påtrykt det spørgsmål, der stemmes om, jf. § 9 b, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 3 Afholdes en kommunal folkeafstemning samme dag som et landsdækkende eller kommunalt og regionalt valg eller en landsdækkende eller anden kommunal folkeafstemning, skal stemmesedlerne til den kommunale folkeafstemning have en anden farve end stemmesedlerne, der benyttes ved de øvrige afstemninger.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om stemmesedlernes indhold og udformning.

§ 105g

Forberedelsen og afstemningen på afstemningsdagen finder sted i overensstemmelse med § 50, § 51, stk. 1, 2. pkt., stk. 2, 1.-5. pkt., og stk. 4, §§ 52 og 53, § 54, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, § 55, stk. 1, 2 og 4, § 56, § 57, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og § 58 med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, tidspunkt og afholdelsesmåde og af stk. 2-7 og de regler, der fastsættes i medfør af stk. 8.

Stk. 2 En vælger kan efter ansøgning afgive sin stemme på afstemningsdagen på et andet afstemningssted i sin kommune end det, vælgeren er tilknyttet i henhold til valglisten, jf. § 105 d, stk. 1, hvis ændringen af afstemningssted er begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed. § 53 a, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af afstemningens karakter. Ansøgning skal indgives forud for hver folkeafstemning og kan tidligst indgives 4 uger før afstemningsdagen.

Stk. 3 Ved stemmeafgivningen sætter vælgere, der stemmer for beslutningen, et kryds ved ordet Ja på stemmesedlen, mens vælgere, der stemmer imod beslutningen, sætter et kryds ved ordet Nej.

Stk. 4 Afholdes en eller flere kommunale folkeafstemninger samme dag som et landsdækkende eller kommunalt og regionalt valg eller en landsdækkende folkeafstemning, skal der på hvert afstemningssted findes særskilte stemmelokaler, stemmerum, valgborde og stemmekasser.

Stk. 5 Afholdes flere kommunale folkeafstemninger samme dag, skal der på hvert afstemningssted findes særskilte stemmekasser til brug for hver folkeafstemning. Vælgeren modtager en stemmeseddel til hver folkeafstemning. Vælgeren skal tage samtlige stemmesedler med i stemmerummet og efter stemmeafgivning lægge dem i de stemmekasser, der er beregnet dertil.

Stk. 6 I stemmelokalerne skal der være opslag om det eller de spørgsmål, der stemmes om. Ved opslag i stemmerummet skal der gives vælgerne vejledning om fremgangsmåden efter stk. 3.

Stk. 7 De personer, der forestår eller yder personlig bistand til afstemningen, må ikke under afstemningen give en vælger råd eller opfordring, med hensyn til om vælgeren skal stemme ja eller nej til det spørgsmål, der stemmes om ved afstemningen.

Stk. 8 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om ændring af afstemningssted efter ansøgning for vælgere med handicap eller nedsat førlighed. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved stemmeafgivningen.

§ 105h

Ved folkeafstemning kan der brevstemmes i overensstemmelse med § 59, § 60, stk. 1-3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, § 61, § 62, stk. 2, § 67, stk. 1, 3, 4 og 6-8, § 68, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, § 70, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2-5, § 71, stk. 1 og 3, og §§ 72 og 73 med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, tidspunkt og afholdelsesmåde, og af stk. 2-11 og de regler, der fastsættes i medfør af stk. 12.

Stk. 2 Brevstemmeafgivning efter § 59 kan kun finde sted i kommunen og i andre kommuner efter aftale mellem vedkommende kommunalbestyrelser.

Stk. 3 Brevstemmeafgivning på sygehuse efter § 60, stk. 1, kan kun finde sted på sygehuse beliggende i den region, hvor kommunen er beliggende, og i andre regioner efter aftale med vedkommende regionsråd og kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor folkeafstemningen afholdes.

Stk. 4 Brevstemmeafgivning i de boformer og boliger m.v., der er nævnt i § 60, stk. 2, kan kun finde sted i boformer og boliger m.v. beliggende i kommunen og i andre kommuner efter aftale mellem vedkommende kommunalbestyrelser.

Stk. 5 Brevstemmeafgivning på de institutioner, der er nævnt i § 60, stk. 3, kan kun finde sted på institutioner beliggende i den region, hvor kommunen er beliggende, og på institutioner uden for den region, hvor kommunen er beliggende, efter aftale mellem kriminalforsorgen og kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor folkeafstemningen afholdes.

Stk. 6 Anmodning om at brevstemme i hjemmet af de grunde, der er nævnt i § 60, stk. 4, 1. pkt., kan tidligst indgives til opholdskommunen 4 uger før afstemningsdagen og skal indgives senest 12 dage før afstemningsdagen. Er 12 dage før afstemningsdagen en lørdag eller søndag eller anden helligdag, forlænges fristen for at indgive anmodning om at brevstemme i hjemmet til førstkommende arbejdsdag kl. 12. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en senere frist for indgivelse af anmodningen efter 1. pkt., dog senest den tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før afstemningsdagen.

Stk. 7 Brevstemmeafgivning efter stk. 1-6, jf. § 59 og § 60, stk. 1-3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, kan finde sted de sidste 3 uger før afstemningsdagen, dog senest den tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før afstemningsdagen.

Stk. 8 Ved brevstemmeafgivning skal anvendes særligt brevstemmemateriale, der er tilvejebragt af kommunalbestyrelsen. Brevstemmematerialet består af en stemmeseddel med tilhørende konvolut, et følgebrev og en yderkuvert. Brevstemmesedlen udformes i overensstemmelse med § 105 f, stk. 1-3. Brevstemmematerialet skal senest 3 uger før afstemningsdagen være klart til brevstemmeafgivning.

Stk. 9 Ved brevstemmeafgivningen sætter vælgere, der stemmer for beslutningen, et kryds ved ordet Ja på stemmesedlen, mens vælgere, der stemmer imod beslutningen, sætter et kryds ved ordet Nej. Der skal gives vælgerne vejledning om det eller de spørgsmål, der stemmes om, og om den i 1. pkt. nævnte fremgangsmåde.

Stk. 10 Stemmemodtagere og personer, der yder personlig bistand til brevstemmeafgivningen, må ikke i forbindelse med brevstemmeafgivningen give en vælger råd eller opfordring, med hensyn til om vælgeren skal stemme ja eller nej til det spørgsmål, der stemmes om ved afstemningen.

Stk. 11 En brevstemme kan ikke komme i betragtning, hvis

  • 1) afsenderen ikke er opført på valglisten eller ikke længere har fast bopæl i kommunen,

  • 2) afsenderen er død inden afstemningsdagen,

  • 3) der ikke er anvendt det brevstemmemateriale, som kommunalbestyrelsen har tilvejebragt, jf. stk. 8, 1. pkt.,

  • 4) den foreskrevne fremgangsmåde ved brevstemmeafgivningen ikke har været fulgt, jf. stk. 9, 1. pkt., eller

  • 5) brevstemmen ikke er afgivet inden for de foreskrevne frister, jf. stk. 7.

Stk. 12 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om brevstemmematerialets indhold og udformning. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelse og gennemførelse af brevstemmeafgivning og om fremgangsmåden ved afgivelse af brevstemme. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved brevstemmeafgivningen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om brevstemmeprotokollens indhold og udformning.

§ 105i

Når afstemningen på afstemningsstedet er afsluttet, foretager valgstyrerne og de tilforordnede vælgere stemmeoptælling på afstemningsstedet. Stemmeoptællingen er offentlig. Der optælles, hvor mange jastemmer og nejstemmer der er afgivet ved afstemningen.

Stk. 2 En stemmeseddel, herunder en brevstemmeseddel, er ugyldig, hvis

  • 1) den er blank,

  • 2) vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds i overensstemmelse med § 105 g, stk. 3, eller tilsvarende afmærkning,

  • 3) det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet,

  • 4) det må antages, at brevstemmesedlen ikke er tilvejebragt af kommunalbestyrelsen,

  • 5) en konvolut ved brevstemmeafgivning indeholder andet eller mere end én stemmeseddel eller

  • 6) der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3 Valgstyrerne anfører i afstemningsbogen, hvor mange stemmesedler, herunder brevstemmesedler, de har anset for ugyldige, og grundene hertil.

Stk. 4 Når stemmeoptællingen er afsluttet, indføres resultatet i afstemningsbogen, der underskrives af valgstyrerne, og resultatet meddeles de tilstedeværende. Formanden for valgstyrerne skal straks meddele resultatet til formanden for valgbestyrelsen i kommunen.

Stk. 5 Stemmematerialet sammenpakkes og afleveres til kommunalbestyrelsen.

Stk. 6 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om bedømmelsen af stemmesedler, herunder brevstemmesedler.

§ 105j

Senest dagen efter at afstemningen har fundet sted, foretager valgbestyrelsen i kommunen den endelige opgørelse af resultatet af stemmeafgivningen (fintælling). Fintællingen er offentlig.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen sørger for, at afstemningsbøgerne, stemmesedlerne, brevstemmematerialet og de benyttede valglister og valgkort er til stede ved fintællingen.

Stk. 3 For hvert afstemningsområde foretager valgbestyrelsen en ny optælling og bedømmelse af de afgivne stemmer efter § 105 i, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 105 i, stk. 6. Valgbestyrelsen anfører for hvert afstemningsområde i valgbogen, hvor mange stemmesedler, herunder brevstemmesedler, den har anset for ugyldige, og grundene hertil. Resultaterne af optællingerne indføres i valgbogen.

Stk. 4 Efter opgørelsen efter stk. 3 opgør valgbestyrelsen resultatet for hele kommunen. Valgbestyrelsen opgør, om den beslutning, der har været genstand for folkeafstemningen, er vedtaget eller bortfaldet, jf. § 9 c i lov om kommunernes styrelse. Resultaterne af opgørelserne efter 1. og 2. pkt. indføres i valgbogen, der underskrives af valgbestyrelsen, og meddeles de tilstedeværende.

§ 105k

Sammenpakningen og afleveringen af afstemningsmaterialet, herunder valgbogen, efter opgørelsen af folkeafstemningen foregår i overensstemmelse med § 88, stk. 1 og 2, med de ændringer, der følger af afstemningens karakter og af dette kapitel.

Stk. 2 Senest dagen efter afstemningens opgørelse sender valgbestyrelsen en kopi af valgbogen til indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 105l

Enhver vælger kan klage over afstemningen. Klager skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen senest ugedagen efter afstemningen. Klager afgøres på et møde, der afholdes snarest efter klagefristens udløb.

§ 105m

Afgørelser efter § 105 l kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren af enhver vælger i kommunen, senest 14 dage efter at afgørelsen er meddelt klageren.

§ 105n

Går den endelige afgørelse af en klage over afstemningen ud på, at afstemningen erklæres ugyldig, skal der snarest muligt afholdes afstemning på ny.

Stk. 2 Ved afholdelse af ny afstemning kan kun de personer, der havde valgret og var optaget på valglisten på den almindelige afstemningsdag, afgive stemme. En ny afstemning afholdes i øvrigt efter samme regler som afstemningen på den almindelige afstemningsdag.

§ 105o

Kommunalbestyrelsen bekendtgør resultatet af folkeafstemningen på kommunens hjemmeside og i de stedlige dagblade eller lokalaviser, når klagefristen er udløbet, jf. § 105 l, og kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse vedrørende eventuelle klager over afstemningen.