Senest dagen efter at afstemningen har fundet sted, foretager valgbestyrelsen i kommunen den endelige opgørelse af resultatet af stemmeafgivningen (fintælling). Fintællingen er offentlig.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen sørger for, at afstemningsbøgerne, stemmesedlerne, brevstemmematerialet og de benyttede valglister og valgkort er til stede ved fintællingen.
Stk. 3 For hvert afstemningsområde foretager valgbestyrelsen en ny optælling og bedømmelse af de afgivne stemmer efter § 105 i, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 105 i, stk. 6. Valgbestyrelsen anfører for hvert afstemningsområde i valgbogen, hvor mange stemmesedler, herunder brevstemmesedler, den har anset for ugyldige, og grundene hertil. Resultaterne af optællingerne indføres i valgbogen.
Stk. 4 Efter opgørelsen efter stk. 3 opgør valgbestyrelsen resultatet for hele kommunen. Valgbestyrelsen opgør, om den beslutning, der har været genstand for folkeafstemningen, er vedtaget eller bortfaldet, jf. § 9 c i lov om kommunernes styrelse. Resultaterne af opgørelserne efter 1. og 2. pkt. indføres i valgbogen, der underskrives af valgbestyrelsen, og meddeles de tilstedeværende.