Kandidatlisten skal være underskrevet af det fornødne antal vælgere som stillere, jf. § 19, stk. 2 og 3. Stillerne skal underskrive enten på selve kandidatlisten eller på genparter af denne. Genparterne skal i givet fald sammenhæftes med originalen, inden kandidatlisten indleveres. Kandidatlister, der i henhold til § 19, stk. 4, er fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere, skal dog ikke indeholde underskrifter fra stillere.
Stk. 2 Kandidatlisten skal indeholde oplysning om hver enkelt stillers navn, personnummer og bopæl. For stillere, der har valgret efter § 1, stk. 1, nr. 2, uden at være bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), skal i stedet for personnummer opgives fødselsdato, og kandidatlisten skal være vedlagt oplysning om, hvorvidt stilleren er optaget på valglisten eller har indgivet anmodning herom, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. For stillere, der har valgret efter § 1, stk. 2, skal i stedet for personnummer opgives fødselsdato.
Stk. 3 Stillerne tiltræder ved deres underskrift, at den pågældende kandidatliste stiller op til kommunalvalget henholdsvis regionalvalget med de på underskrifttidspunktet anførte kandidater og den anførte listebetegnelse, jf. §§ 24 a-24 c.
Stk. 4 Kandidatlistens repræsentant, jf. § 23 a, godkender ved sin underskrift de på kandidatlisten anførte kandidater, såfremt kandidatlisten er fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere, jf. § 19, stk. 4.
Stk. 5 Kandidatlistens repræsentant, jf. § 23 a, kan efterfølgende foretage ændringer i kandidaternes rækkefølge, ændre i kandidatlistens opstillingsform, jf. § 24, stk. 2, og slette en eller flere kandidater fra kandidatlisten, inden kandidatlisten indleveres til formanden for valgbestyrelsen.