Afstemningen foregår i de samme afstemningsområder som valg til Folketinget. I hvert afstemningsområde foregår afstemningen på ét afstemningssted.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen sørger for lokaler til afstemningen samt for det fornødne antal stemmerum og stemmekasser. Stemmerum skal være indrettet således, at der kan afgives stemme, uden at andre kan se, hvorledes vælgeren stemmer. Stemmerum skal være forsynet med det fornødne udstyr til stemmeafgivning. Stemmekasser skal være indrettet således, at ingen stemmeseddel kan tages ud, uden at stemmekassen åbnes. Stemmekasser skal kunne låses eller forsegles. På hvert afstemningssted skal findes særskilte stemmekasser til brug ved kommunalbestyrelsesvalg og regionsrådsvalg.
Stk. 3 I stemmelokalerne skal der være opslag, der angiver samtlige godkendte kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalget og regionsrådsvalget med angivelse af disses bogstavbetegnelse og listebetegnelse og med kandidaternes navne i den rækkefølge, hvori de er anført på stemmesedlen. Opslagene skal tillige indeholde oplysning om indgåede valgforbund.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen sørger i øvrigt for, at der på hvert afstemningssted er truffet de fornødne forberedelser til afstemningen, herunder at valgstyrerne og de tilforordnede vælgere er gjort bekendt med deres opgaver på valgdagen.