For alle kommuner foretages årligt en opgørelse af grundskylden og dækningsafgiften pr. 1. maj i året 2 år efter kalenderåret. For kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget, omfatter opgørelsen endvidere de kommunale indkomstskatter og kirkeskatten.
Stk. 2 Efterreguleringsbeløbet for den kommunale indkomstskat, grundskylden, dækningsafgiften og kirkeskatten opgøres som det beløb, der opgøres ved den endelige beregning heraf for et kalenderår, herunder beløb, der som følge af ændringer af skatteansættelser og ændringer i grundlaget for grundskyld og dækningsafgift er ført i tilgang eller til afgang, fratrukket summen af de beløb, der efter § 15 er udbetalt til kommunen i det pågældende kalenderår. Eventuel afregning af efterreguleringsbeløb sker med en tredjedel hver i månederne januar, februar og marts i året 3 år efter dette kalenderår.
Stk. 3 Positive og negative efterreguleringsbeløb med tillæg af efterreguleringsbeløb i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, der overstiger 3 pct. af summen af de beløb, der efter § 15 er udbetalt til kommunen for det pågældende kalenderår, forhøjes med et tillæg, der beregnes af den overskydende del af efterreguleringsbeløbet inklusive efterreguleringsbeløb i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner med en procent, der svarer til 3 gange Nationalbankens diskonto den 1. juli året forud for kalenderåret.
Stk. 4 Staten afregner som led i afregningen efter § 15 og nærværende bestemmelse over for kommunen en andel af virksomhedsskatten efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, der beregnes med udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat og kirkeskat af den del af virksomhedernes overskud, hvoraf der skal betales virksomhedsskat. Dette gælder, uanset om virksomhedsskatteprocenten er lavere end udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat og kirkeskat. Ved afregningen af slutskatten skal kommunen betale staten et beløb, der beregnes med udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat og kirkeskat af beregningsgrundlaget for den virksomhedsskat, der efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3, og § 13, stk. 1, fradrages i de skattepligtiges slutskatter. 1. og 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse på konjunkturudligningsskat efter virksomhedsskattelovens § 22 b og indkomstudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 d. Reglerne i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse på beløb, der anses for indbetalt acontoskat efter afskrivningslovens § 40 C, stk. 8-10.