Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen er pligtig at modtage valg til formand eller næstformand.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fritage formand og næstformand for deres hverv for resten af funktionstiden. Kommunalbestyrelsens formand har krav på fritagelse, dersom vedkommende vælges til regionsrådsformand.
Stk. 3 Når en formand eller næstformand fritages for sit hverv, dør eller udtræder af kommunalbestyrelsen, foretages nyt valg efter reglerne i § 24, stk. 1, for resten af kommunalbestyrelsens funktionstid. Er der valgt flere næstformænd, besættes den ledigblevne plads dog af den gruppe i kommunalbestyrelsen, som har valgt den afgående næstformand.