Konkurrenceloven § 12h

Denne konsoliderede version af konkurrenceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 370 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1150 af 3. november 2024

§ 12h

En fusion kan anmeldes enten forenklet eller almindeligt.

Stk. 2 For en forenklet anmeldelse af en fusion betales et gebyr på 50.000 kr.

Stk. 3 For en almindelig anmeldelse af en fusion betales et gebyr på 0,015 pct. af de deltagende virksomheders samlede årlige omsætning i Danmark, dog maksimalt 1,5 mio. kr.

Stk. 4 Hvis det under behandlingen af en forenklet anmeldelse viser sig, at undersøgelsen af fusionen kræver en almindelig anmeldelse, skal en almindelig anmeldelse indgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sammen med dokumentation for betaling af et gebyr beregnet efter stk. 3 med fradrag for et allerede betalt gebyr efter stk. 2.

Stk. 5 Gebyrerne i stk. 2-4 skal betales til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samtidig med anmeldelsen. Dokumentation for betalingen skal vedlægges anmeldelsen. Fristen i § 12 d, stk. 1, løber fra den dag, hvor styrelsen ud over en fuldstændig anmeldelse har modtaget dokumentation for betaling af gebyret.

Stk. 6 En fusion anses ikke som anmeldt, hvis et gebyr efter stk. 2 eller 3 trods påkrav ikke betales. Anmeldelsen af en fusion anses som bortfaldet, hvis, jf. stk. 4, gebyret trods påkrav ikke betales eller en almindelig anmeldelse ikke indgives trods rykker.

Stk. 7 Et allerede betalt gebyr efter stk. 2-4 tilbagebetales ikke, medmindre

  • 1) en anmeldt transaktion ikke er anmeldelsespligtig,

  • 2) en anmeldelse trækkes tilbage, før anmeldelsen er fuldstændig, 

  • 3) en anmeldelse trækkes tilbage, før der er truffet afgørelse efter § 12 c, stk. 1 eller 7, og tilbagekaldelsen skyldes, at en anden dansk myndighed har givet afslag på tilladelse til sammenlægning af virksomheder, der indgår i den anmeldte fusion, eller

  • 4) Erhvervsstyrelsen ikke havde grundlag for at henvise en fusion til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.