Konkursloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 8. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 9. november 2024

Kapitel 1 1 Indledende bestemmelser
§ 1

Ved fristdagen forstås i denne lov det tidligste af følgende tidspunkter:

  • 1) Den dag, da skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

  • 2) Dagen for skyldnerens død, hvis dødsboet behandles efter reglerne om insolvente boer, jf. §§ 69-72 i lov om skifte af dødsboer.

  • 3) Dagen for beslutningen om likvidation eller tvangsopløsning af et aktieselskab eller anpartsselskab, hvis skifteretten inden tre måneder efter denne beslutning modtager begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs eller af egen drift indleder rekonstruktionsbehandling eller afsiger konkursdekret.

  • 4) Den dag, hvor skifteretten under en forebyggende rekonstruktionsbehandling traf bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Stk. 2 Tilbagekaldes eller afslås en begæring om rekonstruktionsbehandling, regnes dagen for modtagelsen af begæringen dog for fristdag, hvis skifteretten inden tre uger efter tilbagekaldelsen eller afslaget modtager ny begæring om rekonstruktionsbehandling eller begæring om konkurs eller gældssanering. Tilsvarende gælder, hvis en rekonstruktionsbehandling ophører og skifteretten inden tre uger efter ophøret modtager begæring om konkurs eller gældssanering.

Stk. 3 Tilbagekaldes eller afslås en konkursbegæring, regnes dagen for modtagelsen af begæringen dog for fristdag, hvis skifteretten inden tre uger efter tilbagekaldelsen eller afslaget modtager ny begæring om konkurs eller begæring om rekonstruktionsbehandling eller gældssanering.

Stk. 4 Selv om en begæring om gældssanering ikke fører til kendelse om gældssanering, regnes dagen for modtagelsen af begæringen dog for fristdag, hvis skifteretten modtager begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, inden tre uger efter at begæringen blev tilbagekaldt eller gældssanering blev nægtet.

Stk. 5 Hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører, regnes dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, som fristdag, hvis skifteretten inden 3 uger efter ophøret modtager begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

§ 2

Ved nærstående forstås i denne lov

  • 1) ægtefæller, slægtninge i op- og nedstigende linjer, søskende, de nævnte personers ægtefæller og andre personer, der har stået hinanden særlig nær,

  • 2) et selskab og en person, såfremt personen eller dennes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital,

  • 3) to selskaber, såfremt det ene eller dettes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af det andet selskabs kapital, eller såfremt en væsentlig del af begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes af samme person eller selskab eller af indbyrdes nærstående personer eller selskaber,

  • 4) andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende interessefællesskab som under nr. 2 eller 3 angivet.

§ 2a

Ved SMV forstås i denne lov:

  • 1) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 1, som på tidspunktet for rekonstruktionsforslagets fremsættelse i 2 på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser:

    • a) En balancesum på 195 mio. kr.,

    • b) en nettoomsætning på 391 mio. kr. og

    • c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.

  • 2) Mikrovirksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf. årsregnskabslovens § 22 a, stk. 1, 2. pkt.

  • 3) Små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1.

  • 4) Mellemstore virksomheder omfattet af regnskabsklasse C, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2.

  • 5) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 4, som på tidspunktet for rekonstruktionsforslagets fremsættelse i 2 på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser:

    • a) En balancesum på 195 mio. kr.,

    • b) en nettoomsætning på 391 mio. kr. og

    • c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.

§ 3

Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling, rekonstruktionsbehandling eller konkurs indgives til skifteretten på det sted, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige virksomhed udøves.

Stk. 2 Udøver skyldneren ikke erhvervsmæssig virksomhed her i riget, indgives begæringen om rekonstruktionsbehandling eller konkurs til skifteretten i den retskreds, hvor han har sit hjemting.

Stk. 3 Er en skyldners konkursbo allerede under behandling ved en skifteret, indgives begæring om ny konkurs dog til denne skifteret.

Stk. 4 Begæring om gældssanering indgives til skifteretten i den retskreds, hvor centeret for skyldnerens hovedinteresser er. Stedet, hvor skyldneren har sin bopæl, anses at være centeret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres. Udøver skyldneren erhvervsmæssig virksomhed, anses hovedforretningsstedet at være centeret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.

§ 4

I de områder, der er henlagt under Københavns Byret, retten på Frederiksberg og retterne i Glostrup og Lyngby, indgives de i § 3 nævnte begæringer til Sø- og Handelsretten, jf. dog § 3, stk. 3.

§ 5

En begæring, som ikke er indgivet til den rette skifteret, henvises om muligt til denne, forsynet med påtegning om dagen for modtagelsen.

Stk. 2 Præsidenten for en landsret eller præsidenten for Sø- og Handelsretten kan henvise en begæring eller et bo, som efter § 3 eller § 4 skulle behandles af en ret inden for den pågældende præsidents embedsområde, til en anden ret, såfremt det findes mere hensigtsmæssigt, at behandlingen sker ved denne ret. Der kan endvidere ske henvisning af begæring fra Erhvervsstyrelsen om opløsning af selskaber, erhvervsdrivende fonde og erhvervsdrivende virksomheder.

§ 6

Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder vedrørende konkurs, rekonstruktionsbehandling og anden lignende insolvensbehandling skal have bindende virkning og kunne fuldbyrdes her i riget, såfremt de har sådanne virkninger i den stat, hvor afgørelsen er truffet, og anerkendelsen og fuldbyrdelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med landets retsorden.

Stk. 2 Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, under hvilke betingelser en fremmed stats lovgivning kommer til anvendelse ved bestemmelsen af retsvirkningerne af konkurs, rekonstruktionsbehandling og anden lignende insolvensbehandling, for så vidt anvendelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med landets retsorden.

Stk. 3 Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter et bostyre i tilfælde af konkurs, rekonstruktionsbehandling eller lignende insolvensbehandling, som efter stk. 1 har virkning her i riget, skal kunne udøve samme beføjelser, som tilkommer det efter lovgivningen i den stat, hvor bostyret er udpeget.

§ 7

Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling, rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering indgives skriftligt og skal så vidt muligt angive skyldnerens fulde navn, personnummer og bopæl, det navn, hvorunder han eventuelt driver forretning (firma), hans erhvervsgren, samt hvorfra hans erhvervsvirksomhed drives. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal registreringsnummeret så vidt muligt angives. Dokumenter, der påberåbes, vedlægges.

Stk. 2 Skifteretten påfører begæringen datoen for dens modtagelse.

§ 7a

(Ophævet)

§ 8

Skifteretten kan meddele den, som indgiver begæring som omtalt i § 7, en kort frist, i almindelighed ikke ud over en uge, til at fremskaffe manglende oplysninger eller til at udsende påbudte meddelelser.

§ 9

Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling, rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering offentliggøres ikke.

Stk. 2 Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifteretten få oplysning om, hvorvidt og hvornår en skyldner har indgivet begæring som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Har en begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt i et offentligt retsmøde, gælder retsplejelovens kapitel 3 a.