Konkursloven Kapitel 19

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 8. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 9. november 2024

Kapitel 19 1 Betingelserne for at pålægge konkurskarantæne og karantænens retsvirkninger
§ 157

Konkurskarantæne kan pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende i denne periode har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse eller har undladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist tidligere end 1 år før fristdagen. Hvis skyldneren var under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om tvangsopløsning. Bestemmelserne i dette afsnit finder ikke anvendelse på fonde eller foreninger, der alene udøver erhvervsvirksomhed af begrænset omfang.

Stk. 2 Følgende skal i almindelighed anses for groft uforsvarlig forretningsførelse:

  • 1) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine forpligtelser efter skatte-, told- eller afgiftslovgivningen.

  • 2) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine forpligtelser efter reglerne om bogføring og regnskabsaflæggelse.

  • 3) At den pågældende gennem ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner har medvirket til, at skyldnerens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for fordringshaverne.

  • 4) At den pågældende har været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. selskabslovens § 10, og enten har overladt udførelsen af sit hverv til en anden person, der ikke er registreret som medlem af selskabets ledelse i Erhvervsstyrelsens it-system, eller reelt har udført sit hverv efter instruktion eller lign. fra en sådan person.

  • 5) At den pågældende i strid med selskabslovens § 10 ikke har været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, uagtet at den pågældende reelt har fungeret som en del af ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed og faktisk udøvet et ledelsesmedlems beføjelser.

  • 6) At den pågældende gennem sine dispositioner har medvirket til en fortsættelse af driften i en længere periode efter det tidspunkt, hvor den pågældende måtte have indset, at en videreførelse af erhvervsvirksomheden ville medføre et væsentligt tab for fordringshaverne.

Stk. 3 Forretningsførelse kan i øvrigt anses for groft uforsvarlig, hvis omstændighederne taler derfor, herunder hvis den pågældende efter konkursens indtræden har tilsidesat sine forpligtelser efter § 100, jf. § 105.

§ 158

Konkurskarantæne pålægges for 3 år, jf. dog stk. 2 og 3 og § 164 a.

Stk. 2 Konkurskarantæne kan pålægges for en kortere periode, hvis særlige omstændigheder, herunder det pågældende ledelsesmedlems forretningsførelse eller dennes personlige forhold, taler herfor. Hvor ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan konkurskarantænen helt bortfalde.

Stk. 3 Konkurskarantæne kan efter omstændighederne pålægges for 5 år, hvis den forretningsførelse, der er udvist af den pågældende, må anses for særdeles groft uforsvarlig.

Stk. 4 Er den pågældende tidligere pålagt konkurskarantæne, som ikke er udløbet, regnes konkurskarantænen tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæne. Konkurskarantænen udløber dog senest 10 år efter den seneste endelige afgørelse.

§ 159

Den, der er pålagt konkurskarantæne, må ikke deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Hvis den pågældende tidligere er pålagt konkurskarantæne, der ikke er udløbet på fristdagen, og den groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder nyt pålæg af konkurskarantæne, er foregået, efter at den tidligere konkurskarantæne fik virkning, bestemmes det i afgørelsen om konkurskarantæne, at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser. I de tilfælde, hvor konkurskarantænen efter § 158, stk. 3, pålægges for en længere periode end 3 år, kan det bestemmes, at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser. Reglerne i 1.-3. pkt. omfatter tillige deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomhed i udlandet.