Kapitel 20 1 Behandlingen af sager om konkurskarantæne
En sag om konkurskarantæne anlægges af kurator.
Stk. 2 Sager om en persons deltagelse i ledelsen af flere nærtstående erhvervsvirksomheder, jf. § 2, nr. 1-3, behandles i forbindelse med hinanden. Er der anlagt en sag omfattet af 1. pkt. ved en skifteret, skal senere sager omfattet af 1. pkt. anlægges ved eller henvises til denne skifteret.
Stk. 3 Skifteretten kan efter begæring fra kurator eller den, der begæres pålagt konkurskarantæne, træffe afgørelse om, at sager mod den pågældende skal sammenlægges, hvis sagerne omfattes af stk. 2 og erhvervsvirksomhederne på det tidspunkt, hvor den pågældende deltog i ledelsen, måtte anses for én økonomisk og driftsmæssig enhed. Sammenlægges sager efter 1. pkt., træffer skifteretten beslutning om, hvilken kurator der herefter skal behandle sagen. Den eller de kuratorer, der i medfør af skifterettens beslutning ikke skal behandle sagen, er forpligtet til at bistå den procesførende kurator mod et vederlag fastsat af den skifteret, der behandler karantænesagen. Vederlaget afholdes af statskassen.
Stk. 4 En sag mod en person om pålæg af konkurskarantæne kan ikke sammenlægges med sager mod andre personer.
Stk. 5 Sager om konkurskarantæne behandles efter reglerne i dette kapitel, og i øvrigt finder § 243 tilsvarende anvendelse.
Kurator skal senest 4 uger efter skifterettens modtagelse af kurators endelige begrundede meddelelse efter § 125, stk. 3, om, at der skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen, indlevere en stævning til skifteretten. Skifteretten kan efter begæring fra kurator forlænge fristen, hvis det er velbegrundet.
Stk. 2 Stævningen skal indeholde
-
1) kurators påstand, herunder om der nedlægges påstand efter § 159, 2. eller 3. pkt.,
-
2) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og
-
3) en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som kurator agter at påberåbe sig.
Stk. 3 Skifteretten lader stævningen forkynde for den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Samtidig med forkyndelsen skal den, der begæres pålagt konkurskarantæne, oplyses om, hvor den pågældende kan finde informationer om, hvad en konkurskarantæne indebærer, og om reglerne i §§ 162 og 163 og § 164, stk. 2.
Den, der begæres pålagt konkurskarantæne, kan inden en af skifteretten fastsat frist
-
1) indlevere et svarskrift til skifteretten og
-
2) anmode om mundtlig forhandling.
Stk. 2 Skifteretten kan bestemme, at der skal udveksles yderligere processkrifter.
Stk. 3 Skifteretten indkalder parterne til mundtlig forhandling, hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne, har anmodet om det, jf. stk. 1, nr. 2, eller skifteretten i øvrigt finder det hensigtsmæssigt.
Stk. 4 Skifteretten kan efter anmodning fra kurator indkalde den, der begæres pålagt konkurskarantæne, til personligt møde for at besvare spørgsmål sigtende til sagens oplysning.
Stk. 5 Hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne, undlader at udtale sig om kurators erklæringer om sagens faktiske omstændigheder, kan skifteretten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til skade for den pågældende. Det samme gælder, hvis den pågældende udebliver efter at være indkaldt til personligt møde eller undlader at besvare spørgsmål eller svarene er uklare eller ufuldstændige.
Skifteretten beskikker en advokat for den, der begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den pågældende anmoder om det og den pågældende opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31, idet skifteretten dog ved fastsættelsen af salæret til den beskikkede advokat skal tage hensyn til, om de processkridt, der er udøvet af den beskikkede advokat, må anses for overflødige.
Skifterettens afgørelse om, hvorvidt konkurskarantæne skal pålægges, træffes ved kendelse.
Stk. 2 En kendelse om konkurskarantæne skal ikke forkyndes.
Stk. 3 Kære har opsættende virkning.
Stk. 4 Fra Sø- og Handelsretten sker kære til Østre Landsret.
Stk. 5 Meddeles der, efter at konkurskarantæne er pålagt, tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære, stilles virkningerne af den pålagte konkurskarantæne i bero fra det tidspunkt, hvor den rette kæreinstans modtager kæreskriftet, eller i et tilfælde, hvor der er givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, fra det tidspunkt, hvor processkriftet modtages.
I en sag om konkurskarantæne kan der indgås forlig om nedsættelse af karantæneperiodens længde. Den karantæneperiode, der er fastsat ved forliget, skal mindst udgøre 1 år og være rimelig i forhold til sagens omstændigheder. Skifteretten stadfæster forliget i form af en kendelse om konkurskarantæne. Skifteretten kan undtagelsesvis nægte at stadfæste forliget, hvis det er åbenbart, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, ikke opfylder betingelserne i § 157, hvis den pågældende opfylder betingelserne for at blive pålagt en længere karantæneperiode efter § 158, stk. 3, eller hvis den pågældende opfylder betingelserne i § 159, 2. pkt.
Stk. 2 Skifteretten kan på begæring fra kurator ophæve en kendelse efter stk. 1 og genoptage behandlingen af en konkurskarantænesag, hvis den, der er pålagt konkurskarantæne i henhold til et indgået forlig, under konkurskarantænesagen har gjort sig skyldig i svigagtige forhold eller har tilsidesat sine forpligtelser ifølge forliget.