Konkursloven § 161

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 8. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 9. november 2024

§ 161

Kurator skal senest 4 uger efter skifterettens modtagelse af kurators endelige begrundede meddelelse efter § 125, stk. 3, om, at der skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen, indlevere en stævning til skifteretten. Skifteretten kan efter begæring fra kurator forlænge fristen, hvis det er velbegrundet.

Stk. 2 Stævningen skal indeholde

  • 1) kurators påstand, herunder om der nedlægges påstand efter § 159, 2. eller 3. pkt.,

  • 2) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og

  • 3) en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som kurator agter at påberåbe sig.

Stk. 3 Skifteretten lader stævningen forkynde for den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Samtidig med forkyndelsen skal den, der begæres pålagt konkurskarantæne, oplyses om, hvor den pågældende kan finde informationer om, hvad en konkurskarantæne indebærer, og om reglerne i §§ 162 og 163 og § 164, stk. 2.