Kontrolbudsbekendtgørelsen § 3

Denne konsoliderede version af kontrolbudsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kommuners og regioners beregning og afgivelse af kontrolbud

Bekendtgørelse nr. 607 af 24. juni 2008

§ 3

Beregningen af omkostningerne ved kontrolbud skal omfatte:

  • 1) Alle de direkte omkostninger der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. løn, køb af materialer og tjenesteydelser, reparations- og vedligeholdelsesudgifter, husleje m.v.

  • 2) Alle de indirekte omkostninger der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. lokale- og kontorudgifter, indirekte lønomkostninger, IT-udgifter, udgifter til ledelse, administration m.v., forsikringer, udviklingsomkostninger, beregnede tjenestemandspensioner, beregnede omkostninger til lovpligtige forsikringer, beregnede skadesomkostninger (selvforsikring), forrentning af driftskapital, forrentning og afskrivning af anlægskapital samt beregnede omkostninger for faciliteter i øvrigt, der er stillet til rådighed ved opgavevaretagelsen.

Stk. 2 Ved beregning af omkostninger i stk. 1 anvendes følgende principper:

  • 1) Såfremt en omkostning er udelelig, fordeles den ved brug af en fordelingsnøgle, der dokumenteres.

  • 2) Afskrivninger beregnes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 8 i »Budget- og regnskabssystem for kommuner« og kapitel 8 i »Budget- og regnskabssystem for regioner«. Herudover skal afskrivninger være udtryk for de langsigtede afskrivninger.

  • 3) Ved beregning af forrentning af drifts- og anlægskapital anvendes markedsrenten.

  • 4) Beregningen af omkostninger til tjenestemandspensioner foretages med en procentsats af den pensionsgivende løn som anført i kapitel 4 i »Budget- og regnskabssystem for kommuner« og som anført i kapitel 4 i »Budget- og regnskabssystem for regioner«.

  • 5) Såfremt opgaven, der sendes i udbud, er omfattet af lov om merværdiværdiafgift, medtages moms ikke.

  • 6) Såfremt opgaven, der sendes i udbud, ikke er omfattet af lov om merværdiværdiafgift, medtages moms.