Er førerretten til lille lastbil (kategori C1), lille lastbil med stort påhængskøretøj (kategori C1/E), stor lastbil (kategori C), stor lastbil med stort påhængskøretøj (kategori C/E), lille bus (kategori D1), lille bus med stort påhængskøretøj (kategori D1/E), stor bus (kategori D), stor bus med stort påhængskøretøj (kategori D/E) og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E) frakendt ubetinget i mindre end tre år i medfør af færdselslovens § 129 b, stk. 1, skal føreren ikke aflægge en kontrollerende køreprøve for at generhverve førerretten efter frakendelsestidens udløb. Er førerretten frakendt i medfør af færdselslovens § 129 b, stk. 1, nr. 2-4, jf. § 129 a, stk. 1, nr. 1, kan retten kun generhverves, hvis føreren har gennemført kursus i lastsikring og overlæs efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen. Er førerretten frakendt i medfør af færdselslovens § 129 b, stk. 1, nr. 1, eller 2-4, jf. § 129 a, stk. 1, nr. 2 og 3, kan retten kun generhverves, hvis føreren har gennemført kursus i køre- og hviletidsregler og brug af takografen efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.
Stk. 2 Er førerretten til lille lastbil (kategori C1), lille lastbil med stort påhængskøretøj (kategori C1/E), stor lastbil (kategori C), stor lastbil med stort påhængskøretøj (kategori C/E), lille bus (kategori D1), lille bus med stort påhængskøretøj (kategori D1/E), stor bus (kategori D), stor bus med stort påhængskøretøj (kategori D/E) og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E) frakendt ubetinget i tre år eller mere i medfør af færdselslovens § 129 b kan retten kun generhverves, hvis føreren består en kontrollerende køreprøve og har gennemført kursus i lastsikring og overlæs og kurser i køre- og hviletidsregler og brug af takografen.
Stk. 3 Kursus i lastsikring og overlæs og kurser i køre- og hviletidsregler og brug af takografen skal være gennemført inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af førerretten.
Stk. 4 Beståelse af kontrollerende køreprøve fritager ikke for gennemførelse af kurserne omfattet af § 117, stk. 1, 2. og 3. pkt.