Et kørekort udstedt i et andet EU- eller EØS-land giver indehaveren ret til at føre samme køretøjer i Danmark, som det berettiger til at føre i udstedelseslandet i den i kørekortet angivne gyldighedsperiode.
Stk. 2 Et kørekort, som er udstedt i et andet EU- eller EØS-land i en periode, hvor førerretten er begrænset, frakendt eller inddraget i Danmark, er ikke gyldigt til kørsel i Danmark.
Stk. 3 Et kørekort udstedt af et land, der er udtrådt af EU eller EØS, men som på tidspunktet for udstedelsen var medlem af EU eller EØS, giver indehaveren ret til at føre samme køretøjer i Danmark, som det berettiger til at føre i udstedelseslandet, i indtil 180 dage efter det tidspunkt, hvor landet udtræder af EU eller EØS, eller i indtil 180 dage efter det tidspunkt hvor indehaveren etablerer sædvanlig bopæl i Danmark.