Kørekort til kategori A kan udstedes til en person, der er fyldt 24 år, jf. dog stk. 2-5, og
-
1) har gennemført køreundervisning og bestået en køreprøve til kategori A på en motorcykel, kategori A, jf. bilag 5, eller
-
2) har erhvervet kørekort til kategori A2 og har bestået en praktisk prøve på en motorcykel, kategori A, jf. bilag 5.
Stk. 2 Kørekort til kategori A kan udstedes til en person, der er fyldt 22 år, hvis den pågældende har mindst to års erfaring som fører af mellemstor motorcykel på baggrund af et kørekort til kategori A2 og herefter har bestået en praktisk prøve til kategori A på en motorcykel, kategori A, jf. bilag 5.
Stk. 3 Kørekort til kategori A kan udstedes til en person, der er fyldt 21 år, men kørekortet giver ikke ret til at føre andre kategori A køretøjer end trehjulet motorcykel med en motoreffekt over 15 kW og trehjulet bil med en motoreffekt over 15 kW, før alders- og erfaringsbetingelserne i stk. 1 eller 2 er opfyldt.
Stk. 4 Kørekort til kategori A kan udstedes til en person, der er fyldt 21 år, og har gennemført køreundervisning og bestået en køreprøve til kategori A på en motorcykel, kategori A, jf. bilag 5, når vedkommende er ansat, værnepligtig eller frivillig i forsvaret, hjemmeværnet eller det statslige redningsberedskab. Før alders- og erfaringsbetingelserne i stk. 1 eller 2 er opfyldt, giver kørekortet alene ret til at føre køretøjer i tjenesten.
Stk. 5 Kørekort til kategori A kan udstedes til en person, der er fyldt 20 år, og har mindst to års erfaring som fører af mellemstor motorcykel på baggrund af et kørekort til kategori A2 og herefter har bestået en praktisk prøve til kategori A på en motorcykel, kategori A, jf. bilag 5, når den pågældende er mekaniker eller lignende, eller kørekortet er til brug for uddannelse som mekaniker eller lignende. Indtil den pågældende fylder 22 år, giver kørekortet alene ret til at føre køretøjer, der afprøves i forbindelse med reparation eller vedligeholdelse.