På grundlag af oplysningerne i lægeattesten afgøres det, om ansøgeren opfylder de helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af det ønskede kørekort.
Stk. 2 Indeholder lægeattesten ikke oplysninger om sygdom ud over oplysninger om ansøgerens synsstyrke eller høreevne træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3, nr. 3.
Stk. 3 I øvrige sager træffes afgørelsen af Færdselsstyrelsen, som også træffer afgørelsen i følgende tilfælde:
-
1) Kommunalbestyrelsen vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for synsevne.
-
2) Lægen har angivet særlige forhold om ansøgerens helbred, som kræver supplerende vurdering.
-
3) Der er ansøgt om kørekort til kategori C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E, kørekort til erhvervsmæssig personbefordring eller kørekort med påtegning om godkendelse som kørelærer og lægeattesten indeholder oplysninger om ansøgerens høreevne.
Stk. 4 Færdselsstyrelsen kan kræve, at der fra en speciallæge eller andre fremskaffes en erklæring eller yderligere oplysninger, samt endvidere at ansøgeren i øvrigt medvirker til lægelige undersøgelser til afgørelse af, om kørekort kan udstedes eller eventuelt skal udstedes på særlige vilkår.
Stk. 5 Færdselsstyrelsen kan kræve, at ansøgeren aflægger en vejledende helbredsmæssig køretest, jf. § 73, til bedømmelse af, om kørekort kan udstedes eller eventuelt skal udstedes på særlige vilkår.
Stk. 6 Udgifterne i forbindelse med de i denne bestemmelse nævnte undersøgelser og køretesten afholdes af ansøgeren.