Kørekortbekendtgørelsen § 38

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 875 af 27. juni 2024

§ 38

Ved førstegangserhvervelse af førerret kan kørekort kun udstedes til ansøgere, der har gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus, jf. dog stk. 5. Ved førstegangserhvervelse af kørekort til lille knallert kan kørekort kun udstedes til ansøgere under 18 år, hvis ansøgeren har gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus for unge knallertførere, jf. dog stk. 6.

Stk. 2 De i stk. 1 nævnte førstehjælpskurser skal være gennemført i overensstemmelse med bilag 9 i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 5, 1. pkt. Kurserne skal være forestået af instruktører registreret ved Dansk Førstehjælpsråd.

Stk. 3 Efter gennemførelse af et færdselsrelateret førstehjælpskursus eller et færdselsrelateret førstehjælpskursus for unge knallertførere udsteder instruktøren et kursusbevis.

Stk. 4 De i stk. 1 nævnte kurser skal senest være gennemført ved tilmelding til den praktiske prøve, og et kursusbevis må ved indlevering til kommunen højst være ét år gammelt, jf. dog stk. 5, 2. pkt.

Stk. 5 Har en ansøger gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus for unge knallertførere, anses kravet i stk. 1, 1. pkt., for opfyldt, hvis kursusbeviset ved indlevering til kommunen er højst ét år gammelt. Er kursusbeviset for det færdselsrelaterede førstehjælpskursus for unge knallertførere højst 3 år gammelt, anses kravet i stk. 1. 1. pkt., for opfyldt, hvis ansøgeren herudover inden for det seneste år har gennemført et kursus bestående af 4 timers undervisning i færdselsrelateret førstehjælp, jf. bilag 9, afsnit III.

Stk. 6 Har en ansøger under 18 år gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus, anses kravet i stk. 1, 2. pkt., for opfyldt, hvis kursusbeviset ved indlevering til kommunen er højst ét år gammelt, og ansøgeren herudover inden for det seneste år har gennemført et kursus bestående af 4 timers undervisning i færdselsrelateret førstehjælp for unge knallertførere, jf. bilag 9, afsnit III.

Stk. 7 Færdselsstyrelsen kan for personer med handicap i særlige tilfælde dispensere fra kravet om gennemførelse af dele af det færdselsrelaterede førstehjælpskursus eller dele af det færdselsrelaterede førstehjælpskursus for unge knallertførere. Færdselsstyrelsen kan endvidere i særlige tilfælde dispensere fra kravet om et kursusbevis for gennemførelse af det færdselsrelaterede førstehjælpskursus eller det færdselsrelaterede førstehjælpskursus for unge knallertførere, såfremt ansøgeren inden for det seneste år har gennemført et tilsvarende førstehjælpskursus, eller såfremt ansøgeren i øvrigt må anses for at have tilstrækkelige færdigheder og viden om førstehjælp.