Den kørelærer, der har undervist ansøgeren, skal senest før teoriprøvens aflæggelse ved sin underskrift på ansøgningsblanketten bekræfte, at ansøgeren har modtaget undervisning i kørsel på lukket øvelsesplads, i teori og i praktik i overensstemmelse med undervisningsplanen for den pågældende kategori. Har flere kørelærere undervist ansøgeren i en eller flere af de ovennævnte discipliner, skal den kørelærer, der har foretaget den sidste lektion inden for den enkelte disciplin, underskrive ansøgningsblanketten. Denne kørelærer skal forinden sikre sig, at undervisningsplanen er fulgt.
Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved aflæggelse af kontrollerende køreprøve i forbindelse med gengivelse af førerretten efter et kørselsforbud. Der skal dog ikke gives erklæring om undervisning i kørsel på lukket øvelsesplads.