Bortkommer et kørekort, eller bliver det beskadiget eller slidt i et sådant omfang, at tekst, nummer, stempler, foto eller lignende ikke kan kontrolleres på stedet, eller beskadiges kørekortet i øvrigt, skal indehaveren anmode om at få udstedt duplikatkørekort, såfremt der fortsat skal gøres brug af førerretten eller retten til at føre lille knallert. Dette gælder dog ikke ved navneændringer.
Stk. 2 Ansøgning om duplikatkørekort indgives til kommunen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen efter Færdselsstyrelsens godkendelse stiller til rådighed. Ansøgninger, der ikke indgives ved den digitale løsning efter 1. pkt., afvises af kommunen, jf. dog stk. 3 og 4. Ansøgningen kan indleveres til enhver kommune, uanset hvor ansøgeren har bopæl.
Stk. 3 Hvis kommunen vurderer, at borgeren er fritaget fra digital post, eller der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 2.
Stk. 4 Kommunen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 3 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Stk. 5 En digital ansøgning om duplikatkørekort anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunen.
Stk. 6 Ansøgningen skal vedlægges et fotografi, jf. § 3, stk. 2. I de tilfælde, hvor kommunens ansøgningsprocedure understøtter digital indlevering, skal fotografiet indleveres digitalt. Ansøgeren skal endvidere godtgøre sin identitet, jf. § 4, stk. 1-5. Bestemmelserne i § 3, stk. 3, og stk. 5, 1. pkt., samt § 5 finder tilsvarende anvendelse. Ansøgeren skal efter kommunens nærmere anvisning afgive en underskrift, som skal fremgå af kørekortet. Er kørekortet bortkommet, afgiver ansøgeren ved indleveringen af sin ansøgning under strafansvar efter straffelovens § 163 erklæring herom. Beskadigede kørekort, der skal erstattes af duplikatkørekort, skal afleveres til kommunen.
Stk. 7 Personer, der har sædvanlig bopæl i Danmark, og som er indehavere af et kørekort udstedt i et EU- eller EØS-land, kan få udstedt duplikatkørekort, jf. dog § 2, stk. 3, og § 125, stk. 2. Bestemmelsen i § 3, stk. 5, 2. pkt., finder i disse tilfælde tilsvarende anvendelse. Er det kørekort, der skal erstattes, udstedt på baggrund af en ombytning af et kørekort, der oprindeligt ikke er udstedt i et EU- eller EØS-land, kan der kun udstedes duplikatkørekort, hvis den pågældende består en kontrollerende køreprøve. Der skal dog ikke bestås en kontrollerende køreprøve, hvis det oprindelige kørekort er udstedt i et land eller en delstat, som efter bekendtgørelse om ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort uden kontrollerende køreprøve er undtaget fra kravet om kontrollerende prøve i forbindelse med ombytning til dansk kørekort. Kommunen forsyner duplikatkørekort med en påtegning om det oprindelige udstedelsesland. Ved enhver senere fornyelse eller ombytning af kørekortet skal påtegningen gentages.