Kapitel 3 A Opgørelsen og ansættelsen til kulbrinteskat af den skattepligtige kulbrinteindkomst
Den skattepligtige ansættes særskilt til kulbrinteskat af de indtægter, som er nævnt i § 4, stk. 1 og 2. Den særskilte ansættelse foretages første gang for det indkomstår, hvori forundersøgelsen og efterforskningen påbegyndes.
Stk. 2 Den skattepligtige kulbrinteindkomst opgøres efter reglerne i §§ 4-10 med de ændringer, der følger af §§ 20 C-20 E. For skattepligtige, der har valgt at anvende reglerne i kapitel 3 B, jf. § 20 F, opgøres den skattepligtige kulbrinteindkomst endvidere med de ændringer, der følger af §§ 20 G-20 I.
Stk. 3 Kulbrinteskatten udgør 52 pct. af den skattepligtige kulbrinteindkomst. Kulbrinteskatten tilfalder staten.
Ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten kan fratrækkes et beløb på 5 pct. (kulbrintefradrag) af anskaffelsessummen for aktiver, der er omfattet af § 8, stk. 1. Kulbrintefradraget indrømmes i det indkomstår, hvori den skattepligtige har påbegyndt afskrivning på aktivet, og hvert af de følgende 5 indkomstår.
Stk. 2 Der indrømmes desuden et kulbrintefradrag på 5 pct. af de forundersøgelses- og efterforskningsudgifter, som efter § 7 fradrages over 5 år. Kulbrintefradraget indrømmes i det indkomstår, hvori den 5-årige fradragsordning er påbegyndt, og hvert af de følgende 5 indkomstår.
Stk. 3 Afstår den skattepligtige et aktiv, der giver adgang til kulbrintefradrag, fragår afståelsessummen i grundlaget for beregning af kulbrintefradraget fra og med afståelsesåret. Der fragår dog højst et beløb svarende til anskaffelsessummen for det solgte aktiv. Erstatningssummer og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.
Stk. 4 Overgår et aktiv, der giver adgang til kulbrintefradrag, til anden anvendelse end den i § 8, stk. 1, nævnte, fragår et beløb svarende til aktivets skattemæssigt nedskrevne værdi i grundlaget for beregning af kulbrintefradraget fra og med det indkomstår, hvori overgangen finder sted. Overgår et aktiv til anvendelse, der omfattes af § 8, stk. 1, forhøjes grundlaget for beregning af kulbrintefradrag med aktivets skattemæssigt nedskrevne værdi fra og med det indkomstår, hvori overgangen finder sted.
Stk. 5 Anvendes et aktiv, der giver adgang til kulbrintefradrag, delvis i forbindelse med anden virksomhed, fragår en andel af anskaffelsessummen eller aktivets nedskrevne værdi, der forholdsmæssigt svarer til aktivets anvendelse ved anden virksomhed, i grundlaget for beregning af kulbrintefradraget.
Såfremt den skattepligtige kulbrinteindkomst udviser underskud, kan underskuddet fremføres til modregning i tilsvarende indkomst for senere indkomstår. Underskud kan kun fremføres til et senere indkomstår, i det omfang underskuddet ikke kan modregnes i tidligere års indkomst.
Stk. 2 Underskud fra anden indkomst kan ikke fradrages i kulbrinteindkomsten.
Stk. 3 Hvis der resterer et uudnyttet underskud ved endeligt ophør af virksomhed omfattet af dette kapitel, kan skatteværdien af den del af underskuddet, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales til den skattepligtige. Skatteværdien beregnes med skattesatsen for de senest pålignede kulbrinteskatter. Udbetalingen kan højst udgøre den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt i henhold til reglerne i dette kapitel, med tillæg af den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt vedrørende indkomstår forud for indkomståret 2004. Kulbrinteskat vedrørende kulbrinteindkomst hos selskaber, der er eller har været sambeskattet med den skattepligtige, medregnes ikke efter 3. pkt. Udbetalingen medregnes ikke til den skattepligtige indkomst.
Stk. 4 Anvender den skattepligtige anlæg i forbindelse med lagring af CO2, kan skatteværdien af den del af et endeligt underskud, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet alle anlæg, der ikke opretholdes af hensyn til aktiviteterne med lagring af CO2. Skatteværdien af fradrag efter § 10 A for udgifter til fjernelse af de anlæg, der er opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, kan kræves udbetalt efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet anlæg anvendt i forbindelse med disse aktiviteter. Det beløb, der kan kræves udbetalt efter 2. pkt., reduceres med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, til og med det indkomstår, hvor betingelserne i 2. pkt. er opfyldt. Er alle anlæg efter det endelige ophør af virksomhed efter dette kapitel blevet opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, foretages reduktionen efter 3. pkt. med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor den skattepligtige endeligt er ophørt med virksomhed omfattet af dette kapitel.
Stk. 5 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af udbetalinger som nævnt i stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, herunder om udbetaling af acontobeløb efter ophøret med virksomhed omfattet af dette kapitel.