Såfremt den skattepligtige kulbrinteindkomst udviser underskud, kan underskuddet fremføres til modregning i tilsvarende indkomst for senere indkomstår. Underskud kan kun fremføres til et senere indkomstår, i det omfang underskuddet ikke kan modregnes i tidligere års indkomst.
Stk. 2 Underskud fra anden indkomst kan ikke fradrages i kulbrinteindkomsten.
Stk. 3 Hvis der resterer et uudnyttet underskud ved endeligt ophør af virksomhed omfattet af dette kapitel, kan skatteværdien af den del af underskuddet, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales til den skattepligtige. Skatteværdien beregnes med skattesatsen for de senest pålignede kulbrinteskatter. Udbetalingen kan højst udgøre den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt i henhold til reglerne i dette kapitel, med tillæg af den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt vedrørende indkomstår forud for indkomståret 2004. Kulbrinteskat vedrørende kulbrinteindkomst hos selskaber, der er eller har været sambeskattet med den skattepligtige, medregnes ikke efter 3. pkt. Udbetalingen medregnes ikke til den skattepligtige indkomst.
Stk. 4 Anvender den skattepligtige anlæg i forbindelse med lagring af CO2, kan skatteværdien af den del af et endeligt underskud, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet alle anlæg, der ikke opretholdes af hensyn til aktiviteterne med lagring af CO2. Skatteværdien af fradrag efter § 10 A for udgifter til fjernelse af de anlæg, der er opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, kan kræves udbetalt efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet anlæg anvendt i forbindelse med disse aktiviteter. Det beløb, der kan kræves udbetalt efter 2. pkt., reduceres med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, til og med det indkomstår, hvor betingelserne i 2. pkt. er opfyldt. Er alle anlæg efter det endelige ophør af virksomhed efter dette kapitel blevet opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, foretages reduktionen efter 3. pkt. med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor den skattepligtige endeligt er ophørt med virksomhed omfattet af dette kapitel.
Stk. 5 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af udbetalinger som nævnt i stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, herunder om udbetaling af acontobeløb efter ophøret med virksomhed omfattet af dette kapitel.