Kulturbidragsloven § 2

Denne konsoliderede version af kulturbidragsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om visse medietjenesteudbyderes bidrag til fremme af dansk kultur (kulturbidragsloven)

Lov nr. 615 af 11. juni 2024

§ 2

Denne lov finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der er etableret i Danmark, og som udbyder on demand, audiovisuelle medietjenester, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 2 Loven finder endvidere anvendelse på medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder on demand, audiovisuelle medietjenester, der er målrettet publikum i Danmark, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3 Loven gælder ikke medietjenesteudbydere, der har en årlig omsætning på under 15 mio. kr., eller hvis publikum udgør under 1 pct. af det samlede antal brugere af on demand, audiovisuelle medietjenester på det danske marked.

Stk. 4 Loven gælder ikke medietjenester, der udbydes som led i udøvelse af public service-virksomhed, jf. § 11 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., eller i medfør af reguleringen i den EU-medlemsstat, hvor udbyderen af den on demand, audiovisuelle medietjeneste er etableret.

Stk. 5 Loven gælder ikke medietjenesteudbydere, der alene udbyder medietjenester til biblioteks- eller undervisningsformål.