Kulturbidragsloven § 8

Denne konsoliderede version af kulturbidragsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om visse medietjenesteudbyderes bidrag til fremme af dansk kultur (kulturbidragsloven)

Lov nr. 615 af 11. juni 2024

§ 8

En medietjenesteudbyder skal én gang om året indberette en opgørelse over det seneste kalenderårs bidragspligtige omsætning i Danmark til Slots- og Kulturstyrelsen. Det skal af opgørelsen tydeligt fremgå, fra hvilken on demand, audiovisuel medietjeneste den bidragspligtige omsætning hidrører.

Stk. 2 En medietjenesteudbyders opgørelse skal følge den regnskabspraksis, der er anvendt ved virksomhedens seneste godkendte regnskab. Har medietjenesteudbyderen ikke tidligere udarbejdet et godkendt regnskab, skal opgørelsen af omsætningen ske i overensstemmelse med årsregnskabsloven eller en godkendt regnskabsstandard, som er tilladt af et godkendt regnskabsorgan i en anden EU-medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er registreret.

Stk. 3 Den indberettede opgørelse skal ledsages af en erklæring afgivet med høj grad af sikkerhed af en uafhængig godkendt revisor.

Stk. 4 En medietjenesteudbyder, der udbyder mere end én on demand, audiovisuel medietjeneste, kan indberette én samlet erklæring, jf. stk. 3, for disse.

Stk. 5 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning af opgørelser over den bidragspligtige omsætning, herunder om indberetningens form, procedure og indhold, frister for indberetningen og krav til revisorerklæringer.