Kapitel 5 Overvågning, verifikation og rapportering
En operatør skal i overensstemmelse med en overvågningsplan godkendt af Energistyrelsen samt i henhold til kvoteordningens regler, løbende overvåge udledningen fra aktiver og aktiviteter, som operatøren er ansvarlig for.
Stk. 2 Operatøren meddeler Energistyrelsen uden unødig forsinkelse påkrævede forslag til ændring eller ajourføring af overvågningsplanen til orientering eller godkendelse. Energistyrelsen kan dog på nærmere fastsatte vilkår tillade en operatør at give meddelelse senest den 31. december det pågældende år.
En driftsleder, der ifølge FAR-forordningen har pligt til at overholde og ajourføre en af Energistyrelsen godkendt overvågningsmetodeplan, meddeler uden unødig forsinkelse påkrævede forslag til ændring eller ajourføring af overvågningsmetodeplanen til Energistyrelsens orientering eller godkendelse. Meddelelsen skal gives under overholdelse af de formkrav, dokumentationskrav og frister, der følger af FAR-forordningen.
Operatører skal sikre, at rapportering af udledning efter § 22, og rapportering af aktivitetsniveauer efter § 25, stk. 1, verificeres af en uafhængig verifikator i overensstemmelse med kvoteordningen, herunder AV-forordningens eller MRV-søfart forordningens bestemmelser.
Operatører skal under overholdelse af kvoteordningens bestemmelser årligt til Energistyrelsen rapportere verificerede udledninger for det foregående år fra aktiver og aktiviteter, som operatøren er ansvarlig for.
Stk. 2 For driftsledere, luftfartsoperatører og søfartsoperatører er fristen for årlig rapportering efter stk. 1 den 31. marts. Luftfartsoperatører skal desuden sikre, at rapporteringen registreres i EU-registret inden for fristen.
Stk. 3 For brændstofoperatører er fristen for årlig rapportering efter stk. 1 den 30. april.
Energistyrelsen kan fastsætte den udledning, der er forårsaget af et aktiv eller en aktivitet omfattet af kvoteordningen, såfremt:
-
1) operatøren ikke har indsendt en årlig udledningsrapport inden den herfor gældende frist,
-
2) den årlige udledningsrapport ikke er i overensstemmelse med kvoteordningens regler, eller
-
3) udledningsrapporten ikke er blevet verificeret i overensstemmelse med kvoteordningen, herunder AV-forordningens eller MRV-søfart forordningens bestemmelser.
Det påhviler operatøren at afholde Energistyrelsens omkostninger i forbindelse med fastsættelse af udledning, jf. § 23, herunder omkostninger til Energistyrelsens indledende arbejde, samt styrelsens omkostninger til eventuel sagkyndig bistand, jf. stk. 2.
Stk. 2 Såfremt Energistyrelsen finder anledning til at kontrollere eller fastsætte en operatørs rapportering, dokumentation eller drivhusgasudledende aktiviteter, kan styrelsen antage sagkyndig bistand, herunder en verifikator til udførelse af ekstraordinære verifikationsopgaver, der gennemføres efter kvoteordningens, herunder AV-forordningens eller MRV-søfart forordningens, bestemmelser.
En driftsleder, som ifølge ALC-forordningen har pligt til at rapportere aktivitetsniveauer, skal senest den 31. marts hvert år til Energistyrelsen indberette en verificeret rapport over aktivitetsniveauerne i det forgangne år. Indberetningen skal ske under iagttagelse af de formkrav, dokumentationskrav og frister, der følger af ALC-forordningen.
Stk. 2 Energistyrelsen kan suspendere tildelingen af kvoter til et anlæg, hvis en driftsleder ikke overholder fristen efter stk. 1, indtil Energistyrelsen har fastslået, hvorvidt det er nødvendigt at justere tildelingen til det pågældende anlæg, eller indtil EU-Kommissionen har vedtaget en afgørelse efter artikel 23, stk. 4, i FAR-forordningen.
Stk. 3 Energistyrelsen kan foretage en vurdering af de rapporterede aktivitetsniveauer og kan fastsætte et aktivitetsniveau ved at anlægge et konservativt skøn over værdien af enhver parameter i overensstemmelse med de herfor gældende regler ifølge ALC-forordningen, såfremt:
-
1) driftslederen ikke har indgivet en verificeret rapport om aktivitetsniveauet inden for fristen, jf. stk. 1, og tildelingen af kvoter ikke er blevet suspenderet jf. stk. 2,
-
2) den verificerede indberettede værdi ikke er i overensstemmelse med ALC-forordningen eller FAR-forordningen, eller
-
3) driftslederens rapport om aktivitetsniveauet ikke er blevet verificeret i overensstemmelse med AV-forordningen.