Kapitel 9 Gebyrer og andre betalingspligter
Energistyrelsen opkræver et årligt gebyr hos operatører til dækning af de omkostninger, der er forbundet med styrelsens opgavevaretagelse på kvoteordningens område, jf. § 21, stk. 1, nr. 4, i lov om CO2-kvoter.
Stk. 2 Det årlige gebyr for driftsledere, luftfartsoperatører og søfartsoperatører, jf. stk. 1, beregnes pr. ton udledt CO2e ifølge operatørens seneste verificerede emissionsmængde for det foregående år. For luftfartsoperatører medregnes både kvoteomfattede flyvninger og CORSIA-omfattede flyvninger.
Stk. 3 Hvor årets emissionsmængde er blevet fastsat af Energistyrelsen i henhold til § 23, stk. 1, baseres gebyrfastsættelsen efter stk. 2 på den således fastsatte emissionsmængde, jf. § 23, stk. 2.
Stk. 4 Uanset beregningsmetoden ifølge stk. 2 og 3 fastsættes det årlige gebyr ikke lavere end den mindste sats og ikke højere end den højeste sats, der gælder for den pågældende kategori af operatører.
Stk. 5 Gebyrsatser pr. ton udledt CO2e, jf. stk. 2 og 3, samt mindste og højeste satser, jf. stk. 4, fremgår af bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Stk. 6 Det årlige gebyr for brændstofoperatører, jf. stk. 1, fastsættes i bilag 1 til denne bekendtgørelse som et fast beløb pr. brændstofoperatør.
Energistyrelsen kan opkræve det årlige gebyr efter § 33 gennem Erhvervsstyrelsens fælles gebyropkrævning for operatører.
Stk. 2 For gebyrets opkrævning, herunder tidspunktet for gebyrets forfald til betaling, betalingens form, rykkergebyrer og inkasso, gælder Erhvervsstyrelsens til enhver tid gældende regler for kontogebyrer, jf. bekendtgørelse om EU’s CO2-kvoteregister og Det Danske Kyoto-register.
Stk. 3 Der betales ikke moms af det årlige gebyr.
Stk. 4 Udebliver betalingen af det årlige gebyr efter sidste rettidige indbetalingsdag, kan Energistyrelsen opkræve renter og rykkergebyr efter rentelovens bestemmelser.
Energistyrelsen kan opkræve betaling for styrelsens sagsbehandling med fastsættelse af en operatørs drivhusgasudledning, jf. § 24, eller et anlægs aktivitetsniveau, jf. § 25, stk. 4, samt for andet merarbejde i situationer, hvor en operatør ikke har overholdt sine forpligtelser ifølge kvoteordningen eller ifølge afgørelser truffet i henhold til kvoteordningen, jf. § 21, stk. 1, nr. 4, i lov om CO2-kvoter.
Stk. 2 Betalingskrav efter stk. 1 beregnes på grundlag af Energistyrelsens timeforbrug til udførelse af opgaven ganget med styrelsens til enhver tid værende timesats, jf. stk. 3.
Stk. 3 Timesatsen fastsættes på grundlag af gennemsnitlige lønudgifter tillagt generelle fællesomkostninger i Energistyrelsen i det forudgående regnskabsår. Timesatsen reguleres én gang årligt.
Stk. 4 Bestemmelserne i § 34, stk. 3 og 4, gælder tilsvarende for timefakturering efter stk. 1-3.
I tillæg til en timefakturering ifølge § 35, kan Energistyrelsen opkræve betaling for andre dokumenterede merudgifter, som styrelsen har afholdt i forbindelse med sagsbehandlingen eller merarbejdet, herunder eksempelvis rejseomkostninger og omkostninger til verifikatorbistand eller anden sagkyndig bistand. En sådan viderefakturering skal inkludere alle momsudgifter, som styrelsen har afholdt.
Stk. 2 Bestemmelsen i § 34, stk. 4, gælder tilsvarende for viderefakturering efter stk. 1.