Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der ved en kyst skal udføres anlæg eller træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af flere ejendomme mod oversvømmelse eller den nedbrydende virkning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet (kystbeskyttelsesforanstaltninger).
Stk. 2 Enhver, som vil kunne opnå en beskyttelse eller en anden fordel af en kystbeskyttelsesforanstaltning, kan anmode kommunalbestyrelsen om at igangsætte en proces for afklaring af, om der skal søges gennemført et kystbeskyttelsesprojekt. Kommunalbestyrelsen kan også selv iværksætte denne proces uden forudgående konkret anmodning.
Stk. 3 En anmodning om etablering af kystbeskyttelse efter stk. 2 indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen med en begrundelse for projektet og med en oversigt over de ejendomme, der foreslås inddraget i beskyttelsen.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan selv iværksætte eller pålægge den eller de anmodende parter eller et lag, jf. § 7, at iværksætte forundersøgelser og skitseprojektering af kystbeskyttelsesforanstaltningerne.
Stk. 5 Miljøministeren kan efter kommunalbestyrelsens anmodning bistå som sagkyndig under sagens videre behandling.
Stk. 6 Miljøministeren kan fastsætte regler om krav til anmodningen efter stk. 2, herunder om, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes, og om, at anmodningen skal indgives digitalt, f.eks. om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og NemID.