Landbrugsloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af landbrugsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om landbrugsejendomme

Lov nr. 435 af 9. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 6. februar 2020

Kapitel 11 1 Fravigelse af vedtægts- eller fundatsbestemmelser
§ 25

Den ansvarlige ledelse for et selskab, en forening eller anden sammenslutning eller fællesskab eller en offentlig eller privat institution eller en fond kan uanset bestemmelserne i vedtægt, fundats el.lign. afhænde ejendomme eller arealer, der benyttes jordbrugsmæssigt.

Stk. 2 I det omfang et selskab m.v. som følge af bestemmelserne i denne lov afskæres fra at erhverve landbrugsejendomme, kan ledelsen anvende midlerne til køb af fast ejendom af anden art eller anbringe dem i overensstemmelse med de regler, der af justitsministeren er fastsat for anbringelse af myndiges båndlagte midler. Det samme gælder for midler, som fremkommer ved salg af ejendomme eller arealer som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 For selskaber m.v. under offentligt eller andet særligt foreskrevet tilsyn kræves tilsynets godkendelse af de i stk. 1 og 2 omtalte fravigelser fra vedtægt, fundats el.lign.