Landinspektører beskikkes af miljøministeren.
Stk. 2 Ret til at få meddelt beskikkelse som landinspektør har enhver, der
-
1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
-
2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
-
3) har bestået dansk landinspektøreksamen og
-
4) i mindst 3 år efter landinspektøreksamen har deltaget i udførelsen af almindeligt forekommende matrikulære arbejder ved ansættelse hos en praktiserende landinspektør, ved Geodatastyrelsens sønderjyske afdeling eller ved matrikelmyndigheden i Københavns eller Frederiksberg Kommune.
Stk. 3 Miljøministeren kan godkende, at ansættelse andre steder end de i stk. 2, nr. 4, nævnte medregnes i de 3 år, dog højst med 1 år, eller at ansættelse i Geodatastyrelsen medregnes med indtil 2 år enten alene eller sammenlagt med indtil 1 års ansættelse andre steder end de i stk. 2, nr. 4, nævnte, således at den sammenlagte periode højst bliver 2 år.
Stk. 4 Kravet i stk. 2, nr. 3, om dansk landinspektøreksamen bortfalder, i det omfang dette har hjemmel i international aftale. Miljøministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 2, nr. 4.
Stk. 5 Miljøministeren fastsætter regler om behandling af ansøgninger om beskikkelse som landinspektør, herunder for personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv. Beskikkelsesbekendtgørelsen
Stk. 6 Miljøministeren kan, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser, fastsætte regler om udveksling af oplysninger med myndigheder i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv, om personer, der søger om beskikkelse i Danmark, samt om personer, der er beskikket som landinspektør i Danmark og søger om tilladelse til at udøve denne virksomhed i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om adgangen til udøvelse af lovregulerede erhverv.
Stk. 7 De oplysninger, som kan udveksles, skal være nødvendige for, at miljøministeren og myndighederne i de nævnte lande kan varetage deres opgave med henblik på at opfylde Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.
Stk. 8 Beskikkelse kan nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder. Endvidere kan beskikkelse nægtes, såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve virksomheden som landinspektør på forsvarlig måde.