LD-loven § 5b

Denne konsoliderede version af lD-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om lønmodtagernes dyrtidsfond

Lov nr. 7 af 9. januar 1980,
jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 14. januar 2025

§ 5b

Lønmodtagernes Dyrtidsfond må ikke indgå engagementer med medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, ansatte i fonden, fondens eksterne revisorer eller de interne revisions- og vicerevisionschefer.

Stk. 2 Uden bestyrelsens godkendelse, der skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, må Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke bevilge engagement til eller modtage sikkerhedsstillelse fra virksomheder, hvori bestyrelsesmedlemmer eller personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, er direktører eller bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3 De i stk. 2 nævnte engagementer skal bevilges i henhold til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Fondens valgte revision skal i revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt.

Stk. 4 Direktionen og bestyrelsen skal i særlig grad overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 2 nævnte engagementer.

Stk. 5 Reglerne i stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 gælder også engagementer med selskaber, hvori personer, der er knyttet til medlemmer af direktionen ved ægteskab, samliv i mindst 2 år, slægts- eller svogerskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, er direktører.